Sommerskole i Skagen: Kunst på skemaet
SKAGEN: ”Nu skal I tegne med lukkede øjne, og I har 30 sekunder.” Kunstner Anna Mørch sætter de 12 børn på sommerskolen Kunstnerklubben i gang med en tegneopgave. Suk lyder det rundt omkring - det virker svært - men da de 30 sekunder er gået, bliver der fniset rundt om i hjørnerne. Tegningerne er sjove.
Kunstnerklubben er en sommerskole for børn mellem 8 og 12 år, skabt i et samarbejde mellem Kulturhus Kappelborg, Frederikshavn Kommune og kunstner Anna Mørch.
Det er netop Anna Mørch, der til daglig også står for fritidstilbuddet SKAB, som er underviser denne uge. På det fyldte hold er 12 nysgerrige børn alle parate til at give sig i kast med ugens opgaver.
Tirsdag i uge 27 var holdet på studietur til udstillingsstedet Skal Contemporary, og allerede på ugens anden dag var der malerpletter på flere bukser.
Den nuværende udstilling på Skal Contemporary er skabt af den danske kunstner Christine Overvad Hansen og består af forskellige skulpturer og vægtæpper. Netop disse skulle børnene opleve og tegne på forskellige måder.
De fleste øvelser er sjove og nemme at gå til; nogle andre kræver lidt mere koncentration. Alle har det formål at give børnene ideer og lade dem tegne frit uden nogen bedømmelse af, om tegningerne er flotte eller ej. Det er ikke det, det handler om her. Her er det kreativiteten, der er i fokus og processen i at få gode ideer.
”Er der egentlig nogen, der har lagt mærke til, at den figur dér er den samme som på tæppet?” udbryder en pige pludseligt.
Det var der ikke, men pludselig begynder snakken om, hvordan udstillingen hænger sammen, hvordan man kan se de forskellige figurer, og hvad de ligner. Ideerne bobler.
”Nu skal I tegne den samme figur, men denne gang skal I tegne med den anden hånd. I har 40 sekunder.”
Igen spreder koncentrationen sig i rummet sammen med stilheden. Efter de 40 sekunder starter snakken op igen. Endnu flere spørgsmål, endnu flere forslag til, hvad man også kunne tegne.
- De vil meget gerne tegne solnedgange alle sammen, griner Anna Mørch, mens hun insisterer på, at de i hvert fald lidt endnu skal tegne efter skulpturerne i rummet.
- Og så må vi jo se, hvad de tegner resten af ugen. I sidste ende er det børnene, der bestemmer, afslutter Anna Mørch.
Sommerskolen afsluttes med en fælles udstilling og fernisering fredag d. 5. juli.