Søndag kan du besøge historisk nordjysk herregård
ELLING: Danmarks Kulturarv og Ellinggårds Venner inviterer alle til at besøge den over 500 år gamle herregård uden for Frederikshavn, når den på søndag den 16. juni 2024 kl. 14-16 åbner dørene.
Der vil være rundvisninger, Tordenskjolds Soldater og mulighed for at støtte projektet med køb af de helt nye folkeaktier til støtte for herregårdens renovering som lokalt aktivitetshus.
Søndagens program byder blandt andet på rundvisninger i herregården, kaffe og kage samt Tordenskjolds Soldater, der kl. 14.10 vil afgive salut med musketter. Der vil også være en unik mulighed for at erhverve en af de første Ellinggård-folkeaktier til støtte for renoveringen af herregården.
Den billigste folkeaktie koster 500 kr. Folkeaktierne er nummereret og har blandt andet et smukt motiv af Ellinggård. En oplagt gaveidé eller meningsfuld dekoration til hjemmet eller kontoret.
Danmarks Kulturarv, som for nyligt erhvervede Ellinggård, er sat i verden for at redde truet dansk bygningskulturarv. Ellinggårds Venner er en af Danmarks Kulturarvs Venneforeninger.
- Danskerne er meget glade for deres byggede kulturarv og siger i målinger, at det bidrager til større livskvalitet. Vi ved også, at bygget kulturarv får priser på boliger i nærområdet til at stige og tiltrækker turister. Ellinggård har efter vores mening potentiale til at levere på alle parametre. Derfor håber vi, at mange både gamle og unge vil møde op på søndag og lære stedet og dets historie samt planerne for fremtiden bedre at kende. Visionen er at gøre Ellinggård til et lokalt samlingssted og aktivitetshus, som også forventes at blive populært blandt områdets turister, siger Knud Erik Jørgensen.
Danmarks Kulturarv og Ellinggårds Venner arbejder lige nu på at rejse de cirka 15 millioner kroner, som det anslås, at renoveringen i alt kommer til at koste. Salget af folkeaktier skal dels bidrage økonomisk, men også dokumentere lokal folkelig opbakning og ejerskab til projektet. Det har stor betydning, når Danmarks Kulturarv skriver ansøgninger til større danske fonde.
Optimismen om, at Ellinggård vil genopstå, fik ekstra liv, da Ellinggårds Venner tidligere på måneden modtog knap en million kroner fra Realdanias kampagne "Underværker" til at gå i gang med de allermest påtrængende opgaver.
Program for Liv i Ellinggård:
14:00 Velkomst ved Ellinggårds Venner og Danmarks Kulturarv
14:10 Tordenskjolds Soldater ankommer og saluterer med musketter
14:30 Plan for sikring af bygningen
15:00 Kaffe og kage
15:15 Rundvisning i mindre grupper, Salg af Folkeaktier og Havevandring
16:00 Tak for i dag