Over 6000 besøgte blomsterfestival
Mere end 6.000 besøgte Bangsbo Blomsterfestival i weekenden 4.-5. juni.
Som ved ethvert andet sølvbryllup var der æresport og morgensang. Borgmester Birgit S. Hansen holdt åbningstalen og uddelte prisen ”Årets Knop” til en ildsjæl, der brænder for botanisk have. Som tak for 34-års stadig kommunikativ support blev Calle Madsen udnævnt som årets ”knop” i Bangsbo Botaniske Have. Borgmesteren gav både plakette og et kram til knoppen.
Herefter kunne den smukke have besigtiges, og der kunne handles i de over 100 boder, hvor haveforeninger, planteentusiaster, leverandører og andre tilbød planter, haveudstyr og meget andet.
Haven har vokset sig større
Ved åbningen af blomsterfestivallen blev et nyt område af haven indviet kaldet ”Danmarks vilde blomster”. Det er et stort område tilsået med blandede vilde blomster. At vise Danmarks vilde blomster har været et ønske i Bangsbo Botaniske Haves bestyrelse siden 1989, men først nu har det været muligt at finde finansiering. Og efter to års forberedelser kan anlægget nu vises frem for publikum.
Blomsterfestival gik over al forventning
Flere af årets blomster- og havemarkeder har været ramt af nedgang efter COVID-19, men i Frederikshavn gik det fantastisk.
- Vi havde lidt over 6.000 besøgende. Det er vi glade for. Det var lidt over tallet fra 2019, fortæller Finn Borbjerggaard, som er medlem af Bangsbo Blomsterfestivals styregruppe.
Gæster, udstillere og de grønne hjælpere, kunne glæde sig over et overraskende flot salg ved denne 25. udgave af Bangsbo Blomsterfestival.
- Alle sælgerne var glædelig overrasket over salget. Nogle havde solgt alt det, de havde regnet med, at de skulle sælge hele weekenden, derfor de skulle hjem og ”tanke” op lørdag aften for at kunne fylde hylderne til søndagens store rykind, fortæller Finn Borbjergaard.