Det sker

Snart åbner Krea & Loppehjørnet

24. maj 2022 kl. 15:45

Lige nu er der fuld gang i indretningen af Charlotte Grønnings nye butik Krea & Loppehjørnet - By Grønning, som åbner onsdag 1. juni i Sæby, hvor der holdes åbningsfest og bydes på en lille forfriskning i tidsrummet 11.00-18.00.

Det er den 53-årige Charlotte Grønning, som har taget springet fra jobbet som socialpædagog til nu at blive selvstændig med kreativiteten i højsæde.

- Jeg gør det og har taget springet, fordi det gør mig glad. For jeg elsker at være kreativ og den helt unikke stemning og fordybelse, som kreativitet skaber, fortæller Charlotte Grønning.

Det er planen, at der i Krea & Loppehjørnet skal skabes et univers, hvor fællesskab omkring at være kreativ skal dyrkes. Det skal være et sted, hvor man over en kop kaffe kan komme med sit håndarbejde, strikke, brodere, hækle, sy eller sidde og lave flotte kreationer med HAMA perler, som butikken også kommer til at forhandle.

Universer af flere dimensioner

- Jeg kommer til at opdele butikken i flere universer, hvor man eksempelvis i garnuniverset kan finde inspiration og købe garn til det næste strikke- og hækleprojekt. Udvalget af garn er under udvikling, men jeg kan løfte sløret for garnmærket Mayflower kommer i sortimentet, forklarer Charlotte Grønning.

Genbrugsuniverset bliver opdelt i et voksen- og et børneunivers. Derudover vil der være et lille hygge- og legeområde, som børnene kan benytte, mens deres forældre går på opdagelse i lopperne eller er på indkøb til næste projekt med stof og garn.

Butikken får også et stofunivers, som ligeledes giver mulighed for inspiration og køb af lækre stofkvaliteter til både børn og voksne samt et udvalg af patchworkstoffer. Hvis det ikke er muligt at finde det, man leder efter i butikken, står Charlotte altid klar til at forsøge at skaffe det hjem.

Leje en stand

- Vi kommer også til at tilbyde muligheden for at leje en stand eller hylde her i butikken, hvorfra man kan sælge egne lopper, genbrugsting, tøj, legetøj, pynteting, eller hvad man måtte ønske at sælge, fortæller Charlotte Grønning, som er den første til at tilbyde dette koncept i Sæby.

- Ønsker man at leje en stand, så oprettes man i systemet og får udleveret prismærker, så man selv kan prismærke sine ting på den lejede stand. Herefter inviteres lejeren til at downloade appen FLEA LOVER eller loppe online, hvor man altid kan følge sine salg. Sidste hverdag i måneden opgøres kontoen, og pengene sættes ind på lejerens konto, forklarer Charlotte.

Krea & Loppehjørnet by Grønning tager oveni standlejen 15% i kommission af standlejerens solgte varer. Man kan allerede nu booke en stand eller hylde med et godt åbningstilbud.

Krea & Loppehjørnet - By Grønning kommer til at holde åbent alle hverdag fra klokken 10.00 til 17.00 og fra 10.00 til 14.00 om lørdagen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu