Sæby og julen: Her er de vigtigste datoer
Metrologerne lover ikke hvid fredag, når det store juletræ på Sæby Torv skal tændes. Til gengæld lover Sæby Handelsstandsforening et brag af en Black Friday.
Den 24. november tænder Julemanden træet klokken 18 og butikkerne holder åbent til klokken 20.
Som traditionen byder marcher Sæbygardens nisseorkester en runde i byen inden de tager opstilling foran det store træ og spreder julestemning med en række af julens kendte melodier.
Præcis klokken 18 bliver julemanden hævet op til træets top ved hjælp af en stigebil fra brandvæsenet. Herefter bliver der talt ned fra 10, og lysene tændes.
Børn og barnlige sjæle kan besøge julemandens hus, hvor der vanker julegodter.
Den søde tand kan tilfredsstilles ved et besøg i julehusene, hvor der sælges julelækkerier.
Fristende tilbud overalt
Takket være gode rabatter er Black Friday blevet til årets største handelsdag. Kunderne har svunget Dankort og mobiltelefon flittigt i butikkerne, og der har de seneste år registreret den ene salgsrekord efter den anden.
Hvis man synes, det kan være svært at få råd til det hele, kan det være en rigtig god idé at tage på shopping i Sæby til Black Friday og gøre en god handel, så julegaverne måske bliver en anelse billigere eller større i år.
Fra aktivitetskalenderen
Fra lørdag den 2. frem til den 23. december har Sæby Handelsstandsforening arrangeret forskellige former for julerelateret underholdning på torvet.
Ifølge den nyligt offentliggjorte aktivitetskalender vil julemanden, sammen med sine nisser og suppleret med Bimse og Bamse, i tolv dage dele julegodter ud.
Udvalgte butikker holder åbent klokken 11-15 i de tre søndage inden juleaften.
Af større begivenheder kan nævnes, at Julemanden ankommer med båd klokken 11, og kører fra havnen til torvet lørdag den 2. december, hvor der klokken 12 uddeles slikposer.
Fredag den 8. december holdes Open by Christmas – hvor butikkerne holder åbent til klokken 20. Musikkorps Sæby spiller julekoncert på Torvet klokken 18-19.
Dagen efter fra klokken 11, synger MAS-koret julen ind.
På Luciadagen, den 13. december markerer Sæby Friskole dagen med optog fra Nordjyske Bank klokken 16.30.
I den sidste uge op til Jul kan Sæbygardens nisseorkester opleves flere gange, hvor de spiller ved butikkerne den 19., 21. og 23. december.