Sæby løber for en god sag
Løb4Sagens efterhånden traditionsrige Rådhusløb løber igen af stablen onsdag den 21. juni med start og mål ved det tidligere Rådhus i Sæby.
Når formand Dan H. Kristensen trutter løbet i gang klokken 17.30 går eller løber deltagerne 7, 14 eller 21 kilometer.
Motionisterne løber eller går gennem Sæbygaard Skov, Nellemanns Have, langs foden af Gedebjerget, forbi Jernkilden og tilbage til Rådhuset.
Der venter deltagerne en hel fantastisk rute.
- Ruten vil være godt opmærket, så alle nemt kan finde rundt. Skønne udsigter, dufte, trampestier, spor og asfalterede stier danner grundlag for en afvekslende og seværdig rute, vurderer Dan H. Kristensen.
Mad til hele familien
For at sikre, at ingen af deltagerne går sukkerkolde, er der opstillet betjent depot under hele løbet. Efter løbet er der pølser på grillen og drikkevarer - alt sammen til 90 kroner.
Arrangørerne opfordrer til at tage hele familien med på ruten, så tilbereder de aftensmaden.
- Husk. Når du deltager i foreningens arrangementer, så er alt nonprofit. Du er blandt andet med til at støtte kræftforskning, pointerer formanden.
Information og tilmelding kan ske fra vores hjemmeside løb4sagen.dk. Her klikker man ind på løb og finder Rådhusløbet.