Christina Lykke Eriksen (SF) er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Peter Broen
Det sker

Sådan står det til med merforbruget i udvalget for de yngste

Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune har et budget for 2022, der er skredet - meget. Det forsøger udvalget at rette op på, men om det er muligt, er formanden i tvivl om

16. august 2022 kl. 11:30

18 millioner kroner.

Så meget er Frederikshavn Kommunes Børne- og Ungdomsudvalgs budget skredet med for 2022.

Det beskrev Nordjyske i slutningen af juni måned umiddelbart inden skolernes sommerferie.

Læs mere her:

Nordjyske.dk - Politikerne vil ikke pege på besparelser for 18 millioner kroner

Dengang kunne formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Christina Lykke Eriksen (SF), ikke udspecificere, hvordan udvalget ville imødekomme budgetoverskridelsen. De kunne dengang kun finde 4,5 millioner kroner at spare - blandt andet på udsættelse af kurser og efteruddannelser samt en besparelse på indkøb af 3D-udstyr.

Men fra 4,5 millioner kroner til overskridelsen på 18 millioner kroner er der alligevel langt.

Derfor var det også et punkt på dagsordenen, da udvalget holdt møde onsdag eftermiddag i sidste uge.

Christina Lykke Eriksen peger dog i første omgang på en helt anden problemstilling, som hun ønsker belyst i forhold til de mange penge, som Børne- og Ungdomsudvalget har haft som merforbrug.

- Det specialiserede område har de seneste år haft stigende udgifter, men vi får via statens fordeling ikke tilført tilsvarende midler. Og det er ærgerligt, når det i sidste ende kommer til at gå ud over børnene og deres familier, siger Christina Lykke Eriksen.

På onsdagens udvalgsmøde kom det imidlertid også frem, at Børne- og Ungdomsudvalget pr. 1. januar 2023 får tilført 20 millioner kroner fra de øvrige udvalg i kommunen.

- Det er vi selvfølgelig super glade for i vores udvalg. I og med staten ikke kompenserer for den stigende udgift på området, har Frederikhavn Kommune selv måtte omprioritere på tværs af alle udvalg. Det har været en svær, men nødvendig, opgave.

- Som formand for børn med specielle behov er jeg meget taknemmelig for det. Og så skal vi selvfølgelig bestræbe os på, at budgettet for 2023 kommer til at hænge bedre sammen.

Om Børne- og Ungdomsudvalget overhovedet når i mål med deres spareplan for 2022-kalenderåret, tvivler udvalgsformanden på. Og yderligere konkrete sparetiltag er der heller ikke flere af.

Hun krydser fingre for, at de igangsatte spareplaner kan hjælpe til, at opgørelsen nærmer sig et rundt nul ved årsskiftet - men hun er ikke videre optimistisk.

- Det ser selvfølgelig ikke godt ud på nuværende tidspunkt. Og der er lang vej hjem i forhold til at nå i mål med merforbruget i det nuværende kalenderår.

Tror du, I når i mål med spareplanen inden årsskiftet?

- Jeg håber det, men jeg kan også godt se, at det ser sort ud.

Annonceret indhold

Nyeste