Så er det jazztid: Festival fortsætter som planlagt
Bortset fra et par coronabump til historiebogen har Jazzfestivalen i Sæby siden 2010 udviklet sig til en fast tradition i pinsedagene.
I år er der et flot opbud af godt en snes bands og solister, som optræder med et meget varieret program i jazzens mange genre, som bliver fremført på hele 11 forskellige lokaliteter i byen og på havnen i dagene 2. til 6. juni.
Jazzfestivalens prolog indledes torsdag 2. juni, hvor ”Line Mortensens Trio” giver koncert hos Norhvin. Udover svingende toner i øregangen tilbyder Norhvin lækker tapas til smagsløgene.
Herefter går det for fuld udblæsning og takten slås med både stikker og whiskers, hvor de meget forskellige og spændende bands og solister giver den gas med livemusik over de næste fire dage.
Omdrejningspunktet for festivalen bliver det store telt på Sæby Havn. Ellers er pinsejazzen i Sæby fint fordelt, så uanset, hvor man færdes i bymidten, Algade, Søbadet eller havnen, vil alle stederne være fyldt med glade jazztoner.
Festivalens sidste koncert bliver på Sæby Søbad 2. pinsedag, hvor der bydes på brunch og big band. Orkestret, det store fuldt besatte Birdland Big Band, spiller swingmusik og bliver ledsaget af to sangere, der synger såvel solo som duet.