Så er der et halvt år til: Kom med til julefest i juni
FREDERIKSHAVN: Knivholt Hovedgaard ved Frederikshavn bliver fyldt med julemænd, nissemødre og nisser sankthansaften 23. juni klokken 19. Og julefesten fortsætter de efterfølgende dage i Frederikshavn.
Det oplyser formand Kjeld Rye fra Danske Julemænd:
- De kommer ned fra lofterne for at nyde den glæde, der er, når det er blevet midsommer og aftenen fyldes med sang og musik. Så er der nemlig kun et halvt år til jul.
Jule-banko i juni
Dagen efter - 24. juni klokken 18.30 - er der stort Jul i Juni-banko med over 250 gevinster og lotteri i Bingohallen i Hobrogade.
- Allerede når du går ind igennem døren, vil du mærke, at det ikke bare er et almindeligt banko-spil. Du vil blive mødt af duften fra Flæskesteg og Risalamande, som gæsterne kan købe allerede fra kl. 16.30, tilføjer Kjeld Rye.
- Nissebanko er fyldt med drillerier, sjov, julepynt, juletræ og masser af gevinster, så det er for børn og familier og juleglade mennesker, der elsker sjov. For når der er nisser på spil, ved man aldrig, hvad der sker. Og så er det tilladt at knase bolsjer og spise lakridskonfekt mens man spiller.
Juleparade til Palads Teateret
Lørdag 25. juni klokken 10 er juleriet igen i gang.
Folketingskandidat Mette Haardam åbner sammen med Julemand Santa Julle den store Parade dag med velkomst på Kirkepladsen og straks derefter er der parade fra Kirkepladsen med fuld musik, brandbil, kane og andre sjove ting til Fisketorvet i gågaden, hvor der vil være gratis risengrød, underholdning, ballondyr, ansigtsmaling og julesjov.
Alle julemænd, nissemødre og nisser går i parade til Palads klokken 13, hvor de laver julesjov i foyeren. Klokken 14 skal de nemlig se Julemandens Datter nr. 2
Når filmen er slut går alle ned i teltet på juletorvet mellem Bones og Danhostel, og på torvet vil underholdningen fortsætte:
Søndag 26. juni klokken 14 til 16 er der nisseskole for nye og gamle nisser op til 12 år i teltet på juletorvet. 25 børn får mulighed for at blive uddannet nisse.
Består man prøven, kan man blive nisse sammen med julemor Ruth & Santa Julle i Julebyen Frederikshavn i november og december.
Til dem der har det svært
Overskuddet fra julebingo og -lotteri går ubeskåret til Gestus Nord
- Det er netop vores hensigt og formål at yde en gestus til de nordjyske børnefamilier i Frederikshavn kommune, som har mindst og mangler mest.
- Vi håber rigtigt mange vil støtte Jul I Juni 2022.