Pippi indtager Frederikshavn 27. november. Foto: Gudmund Thai
Det sker

Rødhårede Pippi indtager Det Musiske Hus

22. oktober 2021 kl. 08:06

Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi Langstrømpe – skabt i 1945 - er kendt og elsket i hele verden blandt mange generationer, og den vidunderlige Pippi er stadig mange børns heltinde.

Nu sender Folketeatret Pippi Langstrømpe på turne i hele Danmark , hvor den rammer Frederikshavn 27. november og derved muliggør, at nye generationer kan møde verdens stærkeste.

Forestillingen sættes op i Det Musiske Hus og vises ved en eftermiddagsforestilling.

Pippi Langstrømpe er en udødelig klassiker: Fortællingen kom i 2005 på Unescos liste over bevaringsværdige, kulturelle værker, og alle børn fortjener at lære Pippi at kende.

”Her kommer Pippi Langstrømpe” gjalder det gennem de fredelige gader, da Pippi med det ræverøde hår ankommer med både hest og abe til Villa Villekulla.

Sådan en mærkelig pige har folk i byen aldrig mødt før.

De pæne og artige nabobørn, Tommy og Annika, bliver straks gode venner med Pippi.

Hun lærer dem, at de voksne ikke altid har ret, og de udfordrer hende til at prøve at gå i skole og til at lære bordskik.

Ingen af delene har hun prøvet før, for det blev der ikke lige tid til, mens hun sejlede rundt på de syv have sammen med sin far, Kaptajn Langstrømpe.

Men Pippi lader sig heldigvis ikke begrænse, for hvordan kan man vide, hvad man kan, hvis man aldrig har prøvet det!

Pippi Langstrømpe iscenesættes af Birgitte Næss-Schmidt, der senest har svunget instruktørstokken over Folketeatrets Skatteøen.

Pippi Langstrømpe byder på et genhør med Georg Riedels skønne melodier, som huskes fra tv-serien fra 1968.

Publikum kan glæde sig til at opleve Siw Ulrikke Maibom, Jacob Weble, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Tanya Lund Andersen, Albert Stein Ankerstjerne, Morten Christensen, Pernille Schrøder, Linea Høeg Olsen, Jeppe Kaas Vad og Linette Stamp Christensen på scenen. Scenografien skabes af Benjamin la Cour.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu