Retfærdigheden udstiller kostumer
SÆBY: Til SæbyScenens jubilæumsforestilling – ”…. og en købstad til biskoppen”, som den 10. og 11. august blev opført ved Sæby Kirke og på Sæbygaard, udgjorde kostumerne en uundværlig del af fortællingen om Stygge Krumpens liv og virke for Sæby.
For at give interesserede en mulighed for at komme helt tæt på de flotte kostumer, har Retfærdigheden og SæbyScenen i samarbejde skabt en udstilling med 17 af de i alt 20 kostumer der blev anvendt ved spillene.
Som talemåden ”klæder skaber folk” så skaber klæderne som skuespillerne bar et billede af de ikoniske figurer i stykket.
Ved åbningsreceptionen den 18. september roste formanden for SæbyScenen og instruktør Margretha Cedergren i sin tale de eventyrlige kostumer, som var blevet fremstillet af et hold på 13 syersker, som ikke var gået på kompromis med detaljeringsgrad og valg af de rigtige stoffer til hver enkelt dragt.
Ingen havde heller ladet sig friste til at springe over, hvor gærdet var lavest, og anvendt velcro bånd, hvilket heller ikke var opfundet i 1500-tallet.
Ikke unaturligt blev dagens hædersgæst Lene Schøning omtalt i floromvundne vendinger.
- Uden Lenes enestående arbejde med at få scenograf Karsten Legårds tegnede kostumer ”oversat” til snitmønstre, som syerskerne kunne sy efter, havde vi ikke fået kostumer af så høj kvalitet, sagde Margretha Cedergren.
Lene Schøning måtte indrømme, at da hun blev spurgt om hun ville stå i spidsen for kostumeprojektet, vidste hun ikke, hvad hun sagde ja til.
- Heldigvis havde jeg et godt netværk af dygtige syersker, og da der hurtigt kom flere til, kunne vi se det ville lykkes at blive færdige til tiden, sagde Lene.
Med tolv syersker med vidt forskellige kompetencer, var koordineringen af sy-processen vigtigt, så alle bidrog med det de var bedst til.
For at illustrere, hvor seriøst Lene og hendes team gik til opgaven, kom Lene til at afsløre, at der kun var én forretning i København der muligvis havde det rigtige stof til munken Laurids Bojsens klædedragt, hvorfor hun tog turen til hovedstaden for at handle ind.
Hvem er Lene
Lene Schønning er yderst dedikeret til sit arbejde som skrædder og har også en flot karriere i faget.
Hun arbejder på Vrå Højskole og de præsenterer hende således: Lene Schøning Bruun er uddannet tekstil konstruktør, skrædder og har en PD i materiel kultur.
Hun har undervist på Vrå Højskole siden 2007, og har inden da undervist på Alexandraskolen i Frederikshavn, der var kendt for sine dygtige skræddere.
Hun har blandt andet syet tøj til Ghita Nørby, Diana Benneweis, Prinsesse Alexandra og flere kendte politikere.
Udstillingen i Retfærdigheden i Algade kan ses frem til den 6. oktober.
De der ikke fik set udstillingen i Retfærdigheden, kan nå det i uge 42, hvor den vises på Sæbygaard.