Restauranter i Skagen inviterer på Christmas Food Walk
Seks restauranter står bag arrangementer, hvor de serverer seks små frokostretter
SKAGEN: I år sker der noget helt nyt og spændende 2. og 9. december. Der kan du komme på en hyggelig slentretur i hjertet af Skagen og ned til den hyggelige havn med de røde pakhuse. En Christmas Food Walk.
Det er Søren From fra Skagen Handelsstandsforening, der har fundet ud af, at smagen af Skagen kan præsenteres på en anderledes måde.
- Vi har et ønske om at vise Skagens gæster, hvor mange muligheder, der i Skagen for at spise på restaurant ikke bare om sommeren men hele året. Vi har mange spisesteder, der holder åbent hele året, og dem vil vi gerne sætte fokus på i handelsstandsforeningen, siger Søren From.
Med på ideen er Skagen Fiskerestaurant på havnen, Jakobs, Greens og Dit Smørrebrød, som ligger på vejen til og fra havnen, Kokkenes ved Kappelborg, og byens nye flotte hotel Skagen Hotel på hovedgaden Sct. Laurentiivej. Skagen Hotel åbnede i foråret og er i fuld gang med en aktiv vintersæson.
- Tanken er, at du på forhånd køber en billet på on line hjemmefra. Når du så kommer til Skagen i december kan du på en af de seks restauranter få udleveret et kort, så du nemt finder de andre deltagende restauranter. Du vælger selv rækkefølgen på de seks restauranter, og vi opfordrer deltagerne til at gå videre til en anden restaurant, hvis de kan se, der er trængsel, og så vende tilbage. Der er frokostretter nok til alle, og de bliver lavet løbende, forklarer Søren From.
Alle restauranter ligger inden for gåafstand, og når man kommer ind på et af spisestederne, vil det være nemt at se, hvor målet for Christmas Food Walk er i restauranten. Det vil enten blive i en særlig del af restauranten eller stillet frem på et bord, det kommer an på, hvordan restauranten har plads og er indrettet.
- Men man får sin frokostret med det samme, og det samme gælder drikkevarer. Gæsterne må naturligvis blive så længe de vil, men vi at man sagtens kan nå både at blive mæt og få besøgt de seks steder i løbet af Christmas Food Walk, som varer fra 11-16.
Hvis turen bliver en succes, kan man sagtens forestille sig, en smagen af Skagen gå tur på andre tidspunkter af året og med andre små frokostretter.
Men så skal det være på et tidspunkt, hvor restauratørerne ikke har rasende travlt i forvejen, for eksempel op til vinterferie-ugerne men ikke i vinterferien eller selve påskeferien.
Det mener Jakob Sund, indehaver af Jakobs Café & Bar, der ligger midt i byen. Man har nemlig fundet frem til en pris på 200 kroner for de seks frokostretter, det er som man kan regne ud en meget fordelagtigpris for gæsten på 33 kroner pr. ret.
- Så vi gør det her for at bakke op om byen, handelsstandsforeningen, og for at vise gæsterne, hvad de kan opleve på vores spisesteder. Det er en idé vi gerne vil stå bag.
For Jakob Sund er julen i Skagen en måned, hvor det er rigtig hyggeligt at gå på café og besøge butikkerne.
- Vi har mange besøgende ude fra, som netop kommer til Skagen, fordi der er plads i butikkerne og tid til at få en god betjening.