Billede beskrivelse

På dag 50 er March mod Ensomhed nået til Sæby

24. september 2024 kl. 11.02

SÆBY: Patrick Cakirli sætter igen i år fokus på ensomhed, som rammer op mod 470.000 mennesker årligt.

Og sammen med Martin Lærke og Ensomhed Danmark vandrer han Danmark tyndt for at sætte ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring på dagsordenen. 

Bag på Patricks trøje står der Støt Ensomhed Danmarks Landsindsamling – mobilepay 425 000, for det er også bevæggrunden for turen - at indsamle så mange midler som muligt til Ensomhed Danmarks folkeoplysende arbejde, herunder March mod Ensomhed, og i år går en del af det indsamlede beløb til en anden organisation, som forebygger og afhjælper ensomhed, nemlig TUBA, som tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge i alderen 14 til 35 år, der er opvokset i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.

Mette Stidsborg Kjærsgaard, som arbejder i Støttecenter Frederikshavn, er med i styregruppen og planlægningen af dagens etape, er glad for, at der er dukket så mange op. 

Hun har været med fra Flauenskjold i morges, hvor starten gik kl. 8.00, og hun forsætter til dagens sidste stop ved Arena Nord i Frederikshavn efter 30,8 km, hvor der er fælles aftensmad.

- Jeg har været med i 5 år, og der kommer bare flere og flere mennesker med hvert år, jeg deler det også i relevante grupper på de sociale medier, så så mange som muligt kan være med, fortæller hun. 

Billede beskrivelse

Støttecenter Sæby og Fontænehuset, som er et tilbud til psykisk sårbare, er også med i dagens etape, og i Sæby bliver gruppen, der har gået fra Flauenskjold i morges, over Dybvad og Syvsten mødt af flere skoleklasser fra Sæbygaard Skolen og Sæby Friskole, som slår følgeskab.

Patrick Cakirli går i front med sin karakteristiske barnevogn, hvorfra musikken spiller, og han er bakket op af elever på både højre og venstre flanke.

Matin Lærke går i menneskemængden og dimser med sin tlf.

- Det skal postes, når der sker sådan noget her. Det er virkelig fedt med så stor en tilslutning, der har været i dag.


Flokken vandrer sammen ned på Torvet i Sæby og efterfølgende er der stop med kage og saftevand, inden turen fortsætter mod Frederikshavn, og det er vigtigt, at der kommer nogle og slår følgeskab, for det er konceptet for March mod Ensomhed:

- Vi må ikke gå, medmindre vi har følgeskab - ellers skal vi stå stille. På den måde bliver vores vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed. Det er gratis at deltage, og du bestemmer selv hvor og hvor langt du vil gå med. Så snør vandrestøvlerne, del det gode initiativ og lad os sammen gøre en forskel!

Billede beskrivelse

Med 18 dage tilbage af turen har du stadig mulighed for at gå med, for turen fortsætter i morgen den 24. september kl. 8.00 fra Arena Nord og slutter ved Hjørring Rådhus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste