Oplev Skagen i 1970'erne: Et lokalhistorisk tilbageblik
SKAGEN: Skagen Lokalhistoriske Forening tænder det lange lys og kigger skarpt tilbage mod byen, som den artede sig i tiåret, der startede i 1970.
Der havde været rimeligt meget gang i byen allerede i 60’erne, og nu red man lystigt videre på bølgen med forventningen om, at træerne helt bestemt ville vokse ind i himlen.
Nogle advarselslamper begyndte godt nok at blinke, men de blev behændigt overset, og skagboerne satte sig forventningsfuldt til bords.
Der skulle fiskes med stadig større stålkuttere, havnen var bestandigt en halv generation bagefter i størrelse, og fiskeindustrien i alle dens former kiggede ind i en fremtid på et helt andet teknologisk niveau.
Kulturlivet blomstrede, alle skagboer var medlemmer af teaterforeningen, og hele byen stod sammen om at få Skagenhallen gjort til virkelighed.
Det kørte derudad, og skagboerne tog for sig af retterne. Da man havde slikket tallerkenerne, kom tjeneren med regningen.
Beretningen om Skagen i 1970’erne er rigt illustreret med fotografier og filmsekvenser, og det hele foregår tirsdag den 8. oktober kl. 19 i Salen på Kulturhus Kappelborg, hvor baren også vil være åben.
Skagen Lokalhistoriske Forening er arrangør, og der er gratis adgang for alle.