Nyt træf: Knållert vè Kattegat
SÆBY: Folk med hang til gamle benzin køretøjer på to og fire hjul har i mange år valfartet til Hedebo Strand Camping for at samles om motorcykler og biler.
Hos naboen på Svalereden Strand Camping har man i år taget knallerthandsken op, og vil i august udgøre rammen om træffet ”Knållert vè Kattegat”.
Den ene af de nye ejere af Svalereden, Lars K. Nørgaard har en Puch Maxi knallert stående i garagen, hvor den mest har samlet støv. Lars har en drøm om at køre på Sæby Havn for at se flaget blive spillet ned, en drøm der indtil videre kun er forblevet en drøm.
Men nu skal det være! Sammen med knallertvennerne Kim Nielsen og Thomas Knudsen vil de afholde et træf for andre med samme interesse.
Lørdag den 17. august klokken 12 åbner de således bommen til Svalereden Strand Camping til det første træf - Knållert vè Kattegat.
Træffet
De tre arrangører er ved at lægge sidste hånd på dagens program, hvor hygge og uhøjtideligt fællesskab skal være det bærende for de seks timer, som træffes forventes at tage.
Træffet vil være åbent for alle knallerter, uanset årgang og model og der vil være god mulighed for at møde andre knallertentusiaster og dele erfaringer og gode historier.
Campisterne på pladsen opfordres til at springe eftermiddagssøvnen over, for efter en kort velkomst i det store festtelt på pladsen, starter alle de små 50-kubikmotorer op, hvilket ikke bliver helt lydløst.
Med de tre initiativtagere i front som turistguider vil flokken med de karakteristiske mælkekasser på bagsmækken køre en tur rundt om kirken og havnen, inden turen går ud til Sæbygaard. Videre ad Sæbygaardvej til Understed, hvor udsigten bliver nydt fra toppen af Gadholtvej inden de igen rammer campingpladsen. Turen forventes at vare et par timer og der vil være indlagte forplejningsophold undervejs.
Da vind på næsen altid giver god appetit, vil der på grillen være enhver knållertchaufførs fortrukne spise, som vil blive nydt til akkompagnement af en let brise af to-taks-olie.
Arrangørerne opfordrer alle til at tage overskydende reservedele med, som kan byttes eller sælges på pladsen, og det vil også blive hilst velkomment, hvis der er nogen som har en gammel knallert de vil benytte lejligheden til at sælge.
Selv om der under træffet godt kan opstå lidt mandehørm, når teenagere med patina bliver svedige af at snakke om klatter i tændrøret og klumper i benzinen, er kvinder meget velkomne, understreger de tre arrangører.
Danmark Knækker Cancer
Træffet er gratis for såvel deltagere som publikum, men alle opfordres til at købe lodder til fordel for den landsdækkende knæk cancer kampagne.
Takket være velvillige forretningsdrivende i Sæby, er det lykkedes at få en række flotte præmier, hvor hovedpræmien er et gavekort på 3.000 kroner, doneret af Nordjyske Bank.
Ønskes der overnatning er der god mulighed for deltagere og publikum.
Der kan findes yderligere information om træffet på facebooksiden: knållert vè kattegat