Vand & Waders er for alle.
Det sker

Ny vandfestival er klar - Vand & Waders byder på et forrygende program

19. august 2023 kl. 10:00

Foreninger, ildsjæle og forretningsdrivende har stablet et forrygende program på benene, når festivalen Vand & Waders løber af stablen i Asaa, Sæby og Hals i weekenden 25.-27. august. Kattegatkystens nye festival er for alle og løftes af stærke lokale kræfter.

”Vand & Waders” samler små og store lokale aktiviteter, der til sammen bliver en stor event.

Her kan lokale, tilrejsende og turister glæde sig til alt fra krabbefiskeri til kajaksejlads – det fælles tema er, at aktiviteterne finder sted langs, i, ved eller under vandet. 

Eventen centreres om byerne Asaa, Sæby og Hals og har som sideformål at styrke lokalområdernes foreninger, ildsjæle og andre gode kræfter ved at samle private, erhverv og foreninger i en fælles ramme.

Fakta om Vand & Waders

  • Det er første gang, der afholdes Vand & Waders i 2023, men det er intentionen, at det bliver en årligt tilbagevendende event.
  • Alle kan byde ind med en stor eller lille, gratis eller betalt aktivitet, som arrangeres af lokale kræfter – erhverv, foreninger og ildsjæle. Destination NORD skaber de samlende rammer for eventen og markedsfører de mange store og små aktiviteter under paraplyen ”Vand & Waders”.
  • Fællesnævneren for aktiviteterne i festivalen er, at de finder sted langs, ved, i eller under vandet – det kan f.eks. også være i et nærliggende naturområde eller inde i kystbyerne.

- Formålet med eventen Vand & Waders er at skabe mere liv og aktivitet ved kysten og i kystbyerne. Når der sker forskellige aktiviteter i en kystby, er det med til at trække folk til - både lokale, folk fra nabobyer og andre områder og turister, der holder ferie i f.eks. feriehuse og på campingpladser. Eventen skal skabe dejlige oplevelser for store og små, der skaber gode minder, forlænger hovedsæsonen og giver lyst til at komme igen, forklarer Anne-Grethe Kramme fra Destination NORD, der står bag Vand & Waders.

Det fælles tema er, at aktiviteterne finder sted langs, i, ved eller under vandet.

Enhver har kunnet byde ind med en aktivitet, hvad enten den er målrettet børn, unge, familier, par, singler eller seniorer. 

Det er blevet til et spændende og alsidigt program, hvor man i Sæby f.eks. kan opleve madværksted, komme med ud på en fiskekutter eller opleve kunst, yoga, havnerundfart og en masse andre aktiviteter med rum til både motion, læring eller bare sjov.

Eksempelvis vil man i alle tre kystbyer kunne male en sten og føje den til en lang søslange, der ved weekendens afslutning bliver målt, så man kan se hvilken by, der har bygget den længste slange.

- Vi er meget glade for og stolte over, at foreninger og erhverv på den måde har kunnet samle så imponerende et program i alle tre kystbyer. Det lover rigtig godt for fremtiden for Vand & Waders, og vi håber, at mange lokale og turister vil lægge vejen forbi havnen i weekenden den 25.-27. august og får en rigtig god oplevelse, siger Anne-Grethe Kramme.

Det fulde program for Vand & Waders skal findes på www.enjoynordjylland.dk

Annonceret indhold

Nyeste