Nu er det tid: Populær fiskekonkurrence vender tilbage
SÆBY: For fjerde år i træk sætter Hedebo Strand Camping, i samarbejde med bl.a. Frederikshavns Lystfiskerforening, den nordjyske østkyst på landkortet som attraktivt lystfiskerområde ved at arrangere en stor lystfiskerkonkurrence.
Kattegat Kyst Cup afholdes den 3. og 4. august, klokken 7, med udgangspunkt fra Hedebo Strand Camping.
Arrangørerne oplyser, at Kattegat Kyst Cup er Nordjyllands største fiskekonkurrence fra kysten og er for både hardcore lystfiskeren og for de, der bare gerne vil hygge sig med venner, kolleger eller familie.
Der er flotte præmier til vinderne af alle otte kategorier som konkurrencen er delt op i og alle deltagerne har gratis adgang til Hedebo Strand Campings pool og minigolf.
Tilmelding kan ske til Frederikshavn Lystfiskerforenings konkurrence ledere, Bjarne Walentin og Bjarke Abel på kattegatkystcup@gmail.com eller hos Hedebo Strand Camping på 40269010.
Konkurrenceregler med videre kan ses på: www.hedebocamping.dk