Billede beskrivelse

Norsk kunst i bryghuset: Kom og oplev Tones værker

24. juli 2023 kl. 12.00

Sæby Havn har siden 2001 været beriget med norsk kunst i form af ”Fruen fra Havet”, hvor Marit Benthe Norheim, der er født og opvokset i Bergen, skabte den 6,85 meter høje skulptur i beton.

Nu er der poppet en norsk anerkendt billedkunstner op i Sæby, som udstiller et udpluk af sine værker i Sæby Bryghus, der ligger med direkte udsigt til ”Fruen fra Havet".

62-årige Tone Hennie fra Kristiansand har siden 1994 arbejdet seriøst med malerkunsten, men da hun i februar i år blev pensionist, er hun gået all in for at udleve sit talent for den nonfigurative billedkunst.

Tone og hendes mand, Ole Peter Nielsen, har lige fra første gang, de holdt ferie i Sæby, været forelsket i byen, og for ti år siden resulterede det i, at de købte hus på Chr. Rhuusvej.

Medejer af Sæby Bryghus, Michael Bertelsen, er nabo til Tone og Ole Peter, og da han i sommer så nogle af Tone Hennies værker, var han ikke i tvivl om, at de kunne gøre lykke i bryghusets lokaler på Sæby Havn.

Allerede i folkeskolen viste hun sit talent for at tegne og male, og siden er der blevet produceret mange spændende værker.

Billede beskrivelse

Inspirationen har hun blandt andet hentet gennem sit 35-årige virke i psykiatrien i Norge.

Dels for at aflede tankerne fra de til tider triste skæbner hun oplevede på arbejdet, men også for gennem malerpenslen at visualisere lyset på livets skyggeside.

Tone Hennie siger sjældent nej

- Det har altid været min kæphest at overføre mit positive livssyn til mine malerier, hvor de legende streger og lyse farver er de dominerende.

- For mig er det vigtigt at have en positiv indstilling i hverdagen, og jeg siger som regel ja til alt - der skal en god grund til for at sige nej, pointerer Tone Hennie.

Tone Hennies værker kan ses på Sæby Bryghus frem til udgangen af august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste