Naturvejleder vil give oplæg om Portugals eksotiske haver
Årets første forårsmåned har både budt på regn, sne, blæst og solskin fra en skyfri himmel. Det har fået både naturen og Bangsbo Botaniske Haves Vennekreds til så småt at vågne op af vinterdvalen. I naturen spirer det, og vennekredsen holder sin årlige generalforsamling i Gartnerhuset onsdag 20. marts 2024 kl. 19.00.
Mødet betyder gensyn med de af Vennekredsens medlemmer, der har holdt pause siden sæsonafslutningen i oktober sidste år, og har ladet batterierne op til en fornyet og særdeles værdsat indsats i Haven i månederne fremover.
Selve generalforsamlingen afvikles efter foreningens dagsorden, der kan ses på Botanisk Have hjemmeside under Vennekredsen. Seancen varer typisk under en halv time, hvorefter det er tid at se billeder og høre fortællinger fra en tur til Portugal. Det er naturvejleder Bo storm, der vil tage deltagerne med i naturen og i Botaniske haver under varmere himmelstrøg.
Det er altid inspirerende at se, hvordan botaniske haver i andre lande indretter sig og griber tingene an. Og med Bo Storm i sit vanlige sprudlende fortællehumør, så vil vennekredsens medlemmer være ekstra motiverede til sæsonens indsats i Bangsbo Botaniske Have.