Mountainbikere kommer til Sæby
Hvis man har planer om at gå eller cykle en tur i Sæbygaard Skov på søndag 12. februar, skal man være opmærksom på, at en del af skoven er afspærret fra klokken 09.30 til 12.30.
Det er DGI og Sæby Motions Cykel Club, der afholder deres årlige Vinter Cup, hvor cirka 75 mountainbike cyklister fra hele Nordjylland kører flest omgange på en rundstrækning på 5,1 kilometer.
Stævneleder Ib Nielsen fra Sæby Motions Cykel Club oplyser, at alle er velkommen i skoven til at overvære dysten på cykler, hvor udøverne er mellem 11 og 80 år.