Minister åbnede udstilling i Det Grå Fyr
Hjemvendt billedkunstner udstiller i Det Grå Fyr - og husker, hvorfor hun elskede Skagen som barn
SKAGEN: Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) åbnede torsdag udstillingen "Vilde Hjem" i Det Grå Fyr, som frem til årets udgang tager gæsterne med ind i en eventyrlig fortolkning af de berømte fuglehabitater i Skagen.
Kunstneren bag er Kigge Mai Hvid, som har trådt sine barnesko i Skagen, og som gennem hele livet har taget naturen med ind i sin kunst.
Med en far som var læge i Skagen, oplevede Kigge Mai Hvid både lyse og mørke tider i byen. De sidste ikke mindst, når fiskerne kom hjem til hendes far med alvorlige skader efter det hårde arbejde på havet. Eller når de slet ikke kom hjem. Så stod kunstnerens far parat til at støtte familierne, så godt han kunne.
- Vores fælles verden er nemlig på en gang meget skrøbelig, smuk men også stærk. Men vi er her kun, hvis vi forstår naturen og de økosystemer, vi er en del af, og som vi alle er så afhængige af. Uden at løfte pegefingeren forsøger jeg med udstillingen at få os alle til at opleve Skagens vilde og helt unikke natur på en helt ny måde, og få styrke fra den,” siger Kigge Mai Hvid i en pressemeddelelse.
Med udstillingen har Kigge Mai Hvid valgt at skabe en kunstnerisk fortolkning af fem forskellige habitater – eller levesteder – for fugle. Alle fem habitater kan ses i omgivelserne tæt på Det Grå Fyr - nemlig stranden, rørskoven, klitheden, havet og klitplantagen.
Samlede på vandreture
På lange vandreture tæt på fuglenes levesteder i Skagen har Kigge Mai Hvid samlet materialerne til udstillingen. Men ikke alle er umiddelbart genkendelige for gæsterne på udstillingen i Fyrmesterboligen ved Det Grå Fyr. Undervejs har kunstneren nemlig vovet at trylle lidt med naturens orden, så materialerne fremstår både mærkelige og smukke.
- Jeg søger med udstillingen at sætte et overraskende lys på fuglenes hjem, få udstillingsgæsterne til at se nærmere på naturen og forstå, hvorfor det er så afgørende, at vi beskytter naturen. Det er vores – og kun vores – generationer, der kan værne om biodiversiteten, der lige nu er under stort pres. Hvis vi lader naturen dø, så dør vi selv. Skagen er et af de smukkeste steder i Danmark, og intet sted er det nemmere at påskønne naturen samtidigt med, at frygten for dens undergang sniger sig ind.
Kigge Mai Hvid ikke været i Skagen i godt 30 år. Udstillingen er derfor også en tilbagevenden til barndommens og ungdommens hjemstavn, og det har på alle måder været en positiv oplevelse.
- Udstillingen handler også om at vende tilbage til Skagens natur og til det hjem, der har en livslang plads i mit hjerte - selv om jeg ikke har været i Skagen siden de sene teenageår. Som barn har jeg tumlet i klitterne, badet i havet og cyklet rundt i naturen. Jeg er glad for, at jeg med udstillingen fik mulighed for at vende tilbage til Skagen, for jeg vidste ikke før nu, hvor meget jeg har savnet både stedet, lyset, himlen og naturen, siger Kigge Mai Hvid, som i forbindelse med udstillingen har taget sin familie med til Skagen.
Udstillingen i Det Grå Fyr kan ses fra 8. april og frem til 31. oktober 2022.