Billede beskrivelse

Marie Brixtofte løfter sløret: Et liv med en alkoholiseret far

28. februar 2022 kl. 10.15

SKAGEN: Mandag 7. marts gæster Marie Brixtofte Kulturhus Kappelborg for at give et blik ind i barnets liv med en alkoholiseret far – og sorgen ved tabet af ham.

Det er Soroptimist International Skagen, der i samarbejde med Skagens Bibliotek har ønsket at sætte fokus på dette tema og skabe opmærksomhed på de følgevirkninger, mange må bakse med senere i livet, når de har haft alkohol- og misbrugsproblemer tæt på.

I Marie Brixtoftes bog, ”Kun når det regner”, fortæller hun om livet med sin alkoholiserede far.

Nogle har sikkert set DR 2 serien om Peter Brixtofte, hvor hun og hendes søster også deltog.

Mange, der har oplevet Maries foredrag, har udtrykt stor lettelse over ikke at føle sig alene med den tunge bagage, de bærer på efter opvæksten i en dysfunktionel familie.

I sin bog, ”Bolsjefilosofi”, skriver Marie Brixtofte ærligt om de senfølger, mange må slås med , og i sit foredrag vil hun komme ind på, hvordan man rydder op i den tunge bagage, der bl.a. kan rumme lavt selvværd, kontrol-behov og problemer med at sige fra og være omsorgsfuld over for sig selv.

Hun har i mange år arbejdet som psykolog og ved, hvilke senfølger, der opstår, og hun vil præsentere såvel egne som gængse modeller for at arbejde med disse.

Soroptimist International Skagen ønsker også at skabe øget opmærksomhed på TUBA, der står for terapi og rådgivning til unge, der er børn af alkohol- og stofmisbrugere.

Organisationen vil derfor samme aften overrække en donation til TUBAs afdeling i Frederikshavn og håber på et pænt overskud fra billetsalget, som også vil gå til TUBA.

Psykoterapeut, Marianne Bach, vil repræsentere TUBA og fortælle lidt om deres arbejde. efter Marie Brixtoftes foredrag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste