Lystfisker i maven? Nu kan du prøve kræfter med ørrederne i søen
Igen i år er Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn vært ved "Lystfiskeriets Dag", som på baggrund af sidste års succes igen afholdes ved Vandværkssøen ved Frederikshavn.
Det kommer til at foregå lørdag 13. maj klokken 10-14.
- Hvis man går med en lystfisker i maven, så er her chancen for at prøve kræfter med ørrederne i søen. På dagen sætter foreningen ekstra fisk ud, så der skulle være gode chancer for bid. Lystfiskerforeningen har normalt fiskeretten i søen, men på dagen åbner vi for fiskeriet, fortæller formand Kim Larsen.
Arrangementet er målrettet nye fiskere, men alle er velkomne - både børn, juniorer og voksne.
Foreningen opstiller stande, hvor man kan låne både fiskestang og grej, ligesom der vil være vejledning på stedet af juniorafdelingen og foreningens øvrige medlemmer.
- Blandt deltagerne i år har vi ligeledes en konkurrence, hvor der kan vindes fiskestænger og grej. Hvis man skal have en pause i fiskeriet, så demonstrerer vi primitiv rygning og uddeler smagsprøver på røget fisk.
- Hvis det viser sig, at lystfiskeriet er noget for dig, så har vi på dagen tilbud på medlemskab i foreningen for både juniorer og seniorer, oplyser Kim Larsen.
Der må ikke parkeres ved søen, så der henstilles til, at man kører ind i skoven fra Gærumvej og parkerer på skovens parkeringspladser, hvor der med skilte vises vej til søen.