Lyserød shopping og indsamling til kampagnen Støt Brysterne
FREDERIKSHAVN: Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Frederikshavn er for syvende år med i den landsdækkende indsamlingskampagne Støt Brysterne, hvor alle indsamlede midler går til forskning i brystkræft.
Det foregår i gågaden på lørdag 5. oktober kl. 10-14. Som tidligere år bakkes kampagnen godt op af byens butikker og handelsforeningen FREDERIK, der byder på lyserød lørdagsshopping med gode tilbud og aktiviteter for hele familien.
På Kallstorvet vil Kræftens Bekæmpelse have sin stand med både salg af lodsedler og kaffe med kage. Der bliver også ansigtsmaling og fiskedam for de mindste og en hyggelig trækketur på hesteryg gennem gågaden. Det er Farm Fun, der lægger hest og trækker til.
På Fisketorvet kan du møde Michael og Co. fra PureGym med gode råd om træning, sjove konkurrencer med fede præmier og spontane opvisninger.
Tidligere år har der været en Dog Walk i Bangsboparken, men den er i år rykket online, og så kan du gå med hunden lige hvor du ønsker. Prisen er fortsat en 10’er pr. pote.
- I Kræftens Bekæmpelse er vi meget taknemmelige for butikkernes opbakning til kampagnen. I år får kampagnen yderligere opbakning fra Regionssygehus Frederikshavn, der holder åbent hus samme dag med information om brystkræft og mammografi. Vi glæder os til en god indsamling og mange gode samtaler med folk i gågaden, siger Fie Mølgaard, der er formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling.
Hun understreger, at hver en indsamlet krone går ubeskåret til forskning i brystkræft.