Billede beskrivelse

Lokalt band spiller op til serveringsteater på den gamle station

16. marts 2024 kl. 14.01

Fredag 22. og lørdag 23. marts danner Kvissel Station endnu en gang rammen om et helt særligt serveringsteater, med lækker spisning og masser af storytelling. Og aftenen kulminerer med kulturmusik, som hvis man trådte ind på Kvissel Kro i 1970´erne!

Holdet som skal levere netop denne del af underholdningen de to aftener, fangede vi i øvelokalet i Heart Beat Studio, hvor de var i færd med at pudse setlisten af, inden det går løs i weekenden.

- Man kan jo godt sige, at det på en måde er tre arvesmykker og en usleben diamant som bemander bandet, fortæller Jan Michael Madsen med et skævt smil. Vi har til lejligheden givet os selv navnet “Kvissel Alstars”, og vi er godt klar over, at det er et ambitiøst navn. Jeg noterede mig for nogle dage siden, at medlemmer af Kvissels fordums “musik-politi” bliver at finde blandt publikum, og det skærper selvfølgelig vores sanser på scenen, men vi skal nok give “musik-politiet” kam til de sidste hår de har tilbage

Jan Michael Madsen præsenterer Kvissel Allstars således:

- Først og fremmest er det lykkedes at lokke musikingeniøren F.S. Orlonn væk fra producerpulten i Lyddokken på værftet i Frederikshavn. Det i sig selv er et scoop! Flemming, som er F.S. Orlonns dåbsnavn, medbringer endda den selvsamme Fender-guitar, som han spillede på til ballerne på Kvissel Kro for 50 år siden, dengang som forsanger og guitarist i det kendte band Magic.

Den uslebne diamant og yngste mand på holdet på lørdag, er Magnus Karlsson. Det vil helt sikkert give nogle herlige tilbageblik hos dele af publikummet, når de kommer i tanke om, at de havde samme alder som Magnus, da de selv gik til bal på Kvissel Kro. Magnus er en fænomenal guitarist og har b.la. på det seneste specialiseret sig i Creedence Clearwater Revival. Det passer spot on til lejligheden på den gamle station, hvor Creedence selvfølgelig er med på setlisten.

Næste mand på scenen er endnu en professionel musiker, nemlig Morten Nordheim. Morten blev allerede tidligt i sit liv spottet som et stort musikertalent, da han som bare 15-årig fik fast engagement og begyndte at turnere i Norge med danseband. Norske Morten Nordheim har en særlig sans for at arrangere musik og stemmer, og han er fredag og lørdag også garanten for, at vi i repertoiret kan spænde over både det svenske og norske sangkatalog.

Efter lækker 2-retters spisning der denne gang igen leveres af Karstens Køkken, går Jan Michael Madsen på med soloshowet: “Gå ikke over sporet - der kommer sjåw 2”. Med sange og historier om opvæksten i erhvervs- og butiksbyen Kvissel i 1970´erne, løftes stemningen og publikum er med i 1980´erne, hvor de blanke jernbaneskinner trak den unge Kvissel-drengs opmærksomhed i retning af Frederikshavn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste