Billede beskrivelse

Lokale initiativtagere inviterer til stor juleaften i Sæby

24. oktober 2022 kl. 16.05
Opdateret 25. oktober 2022 kl. 07.51

Traditionen tro afholder foreningen Juleaften i Sæby juleaftensfest 24. december på Hotel Viking i Sæby for voksne, som ikke har nogen at holde juleaften sammen med.

Dansk Folkehjælp Frederikshavn samler hvert år, med hjælp fra erhvervsfolk, penge ind til julehjælp, som uddeles efter ansøgning til børnefamilier med enlig forsørger, og hvor kontanthjælp er eneste indkomst.

På initiativ af Brian Fabricius, der er direktør på Hotel Viking i Sæby, vil de to organisationer i år gå sammen og afholde ét stort og fælles juleaftensarrangement på Hotel Viking.- Jeg er overbevist om, at vores voksne gæster vil have stor glæde af at få selskab af en flok glade børn, siger Brian Fabricius.

- Børnene vil sikkert også synes, at det vil være hyggeligt at have nogle flere voksne at hygge med og holde i hånden, når der skal synges omkring træet.

En juleaften med det hele

Der bydes på en traditionel dansk juleaftensfest med and og flæskesteg, oplæsning af juleevangeliet, sang omkring træet, godter og sikkert også en lille gave til hver af gæsterne.

Erik Sørensen, som er formand for Dansk Folkehjælp Frederikshavn, har altid selv haft en drøm om en juleaften, hvor oldeforældre, bedsteforældre, forældre og børn er samlet om det, som burde være årets hyggeligste aften.

- Den stemning, det giver, når der er julepyntet og julebordet er smukt dækket, hvor den dejlige julemad senere skal spises, er bare helt særlig, siger Erik Sørensen og uddyber: 

- Når alle generationer sammen skal danse om juletræet og synge julesange. Børnenes spænding om julemanden kommer forbi med netop den gave, man har ønsket sig mest.

Billede beskrivelse

- Dansk Folkehjælp skal og vil ikke blande sig i, hvorledes den enkelte familie holder juleaften, udtaler Erik Sørensen og uddyber: 

- Men vi ser i dette nye samarbejde med foreningen "Juleaften i Sæby" en mulighed for at holde en anderledes jul, end man plejer, på kryds og tværs af flere generationer.

Bente og Hans Overgaard, der i flere år har været værter ved julefesten på Hotel Viking i Sæby, kan sagtens se nogle fordele ved at indgå i et samarbejde med flere deltagere til julefesten.

- Selv om vi altid har haft nogle hyggelige og gode juleaftner, glæder vi os til, at der i år forhåbentlig kommer mange børn med til festen, håber Hans Overgaard og forklarer videre: 

- De mange prisstigninger gør, at der sikker bliver endnu større behov for at give en hjælpende hånd og lave en helt speciel aften for både ældre og yngre.

Billede beskrivelse

Inviterer i november

På trods af krisetider har Brian Fabricius, med hjælp fra sit store netværk, fundet det fornødne antal bidragsydere, der vil støtte den gode sag. 

Deltagerne behøver dermed ikke at tænke på, om de har råd til at holde en juleaften sammen med andre på hotellet. Er man inviteret og har takket ja, så skal man bare møde op og sætte sig til bordet og nyde aftenen.

Dansk Folkehjælp Frederikshavn og Juleaften i Sæby vil midt i november udsende invitationer med yderligere information om den fælles julefest.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste