Billede beskrivelse

Lokal forening inviterer: Sådan kommer du af med alle dine æbler

15. september 2024 kl. 19.04

PRÆSTBO: Her er en god anledning til at få brugt alle dine æbler, og hvis du som mange andre bliver overdynget med æbler af godhjertede naboer og kolleger, er her den eminente løsning – du kan nemlig komme og få mostet dine æbler til Æblets Dag søndag den 6. oktober kl. 10 i Klubhuset på Agernvej 9 i Præstbro.

Ideen med Æblets Dag er søsat på foranledning af en gruppe borgere, som efterspurgte en mostedag i starten af året. Herefter tog Lene Eg Slumstrup straks teten på det og sørgede for, at der blev indkøbt det relevante udstyr såsom håndbetjente manuelle maskiner til at kværne æblerne og til at presse.

Lene Eg Slumstrup, som har fået tilnavnet ”Moster Lene”, er med i Borgerforeningens Outdoorudvalg, og derfor var det oplagt at få sat Æblemostaktiviteten i gang her, da det kan foregå udendørs og både er for børn og voksne.

Billede beskrivelse

- Der er mega mange æbler ved klubhuset og generelt i byen, og selvom man har mange æbler, det har jeg også selv, så er det bare ikke lige noget man får gjort, men når man er flere om det, kan man måske bedre overskue det, siger Lene Eg Slumstrup.

Christian Larsen, Formand for Præstbro Borgerforening, fortæller, at hvis der er ældre mennesker, som har brug for hjælp med at plukke eller presse, så hjælper foreningen gerne med det, men som udgangspunkt er det meningen, at borgerne selv skal udføre arbejdet, hvor foreningen blot stiller remedierne til rådighed. Man skal dog selv medbringe flasker eller dunke til at fragte sin most med hjem i.

Det kræver ikke medlemskab af Borgerforeningen at benytte sig af foreningens tilbud, men Christian Larsen fortæller, at der er opadgående medlemstilgang, og han tror, det er fordi foreningen er aktive og laver forskellige arrangementer, som ikke er medlemsbetingede.

- Vi bliver nødt til at gøre det attraktivt at flytte herud, og det gør vi blandt andet med fællesskabende aktiviteter som Æblets Dag og vores klubcafe, som både er for børn og voksne. Målet er at skabe et sammenhold i vores område, og meget af det vi gør, er for at gøre det attraktivt at flytte til og måske flytte tilbage hertil, siger han.

Christian Larsen, der har boet i Præstbro i 9 år fortæller, at han selv har valgt Præstbro til, fordi der er højere til loftet og for at komme tættere på naturen.

Billede beskrivelse

I Borgerforeningen er der 5 frivillige, som er primære på at iværksætte aktiviteter, og der er mange planer og tiltag, som sættes i gang for at skabe liv og forskønne området, blandt andet er der ansøgt om et Fællestag igennem Realdania, hvor foreningen håber på at kunne lave endnu flere udendørs aktiviteter.

Borgerforeningen er spændte på, hvor mange der dukker op til Æblets Dag, og om der kommer folk udefra, da der i sidste weekend var en familie fra Sæby, som havde taget fejl af datoen. Christian Larsen understreger, at alle er velkomne, og hvis der er kø ved saftpresserne, så er der mulighed for at købe kaffe, sodavand og æblekage og lytte til et oplæg af Formanden for Nellemanns Haves Venner og æbleentusiast Bjarne Jørgensen.

Oplægget vil være af en times varighed, og her vil Bjarne Jørgensen blandt andet fortælle om "Ingrid Marie" og "Dansk Viking", og rygtet siger, at han kan smage på æblerne og sige, hvad det er for en sort, så mon ikke han bliver testet på det.

Præstbro Borgerforening håber på stor tilslutning, så Æblets Dag fremover kan blive en årlig tilbagevendende begivenhed. Du kan følge Borgerforeningens aktiviteter på FB: Præstbro – hvor generationer mødes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste