Lilholt og Østre Gasværk er klar til Knivholt
Rock i Frederikshavn offentliggør de to første navne
FREDERIKSHAVN: Blækket er lige blevet tør på kontrakterne, og nu er arrangørerne af Rock i Frederikshavn klar til at offentliggøre de første to navne på plakaten til årets fedeste fest lørdag den 8. juni 2019 på Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn.
Planlægningen af næste års 12 timers nonstop musikfest på Knivholt er i øjeblikket i fuld gang.
Der forhandles med kunstnernes managers, og de to første navne: Lars Lilholt Band og Østre Gasværk er allerede klar til festivalplakaten.
- Vi var ikke et sekund i tvivl i arrangørgruppen. Vi vil naturligvis hylde Danmarks absolut bedste sangskriver gennem tiderne - nationalskjalden Kim Larsen, som desværre gik bort den 30. september 2018, fortæller Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
- Vi har haft Kim Larsen på scenen mange gange - og senest var han på scenen i 2016, hvor han i den grad havde hele koncertpladsen i sin hule hånd. Vi har valgt at ære hans minde med at sætte et af Danmarks bedste Kim Larsen og Gasolin coverbands - Østre Gasværk - på den store scene.
Danmark tabte hjertet til Gasolin sidst i 70’erne. Der har siden været mange efterligninger af Gasolin. I nyere tid kommer man ikke tættere på den originale stemme og ånd end lokale Østre Gasværks fortolkninger af Gasolin og sange fra Larsens øvrige sangskat.
- Jeg håber, vi kommer til at møde Onkel Stage, Fru Sauterne, Stakkels Jim, Lange Lone, Linda Friis (hende med fniset), og så håber jeg, at vi skal en tur ned af Rabalderstræde og ud i det blå sammen med Østre Gasværk-drengene, siger Casper Høgsted.
Også populære Lars Lilholt Band har fået en plads på plakaten.
Lars Lilholt turnerer i øjeblikket landet rundt med ”Storyteller”, som er titlen på den aktuelle Tour-plakat.
Her får koncertgæster mulighed for at høre Lilholts sange i akustiske, intime, indendørs og afdæmpede versioner.
Onsdag 14. november kan Lars Lilholt - ”Storyteller” opleves i Det Musiske Hus i Frederikshavn.
Lørdag den 8. juni 2019 indtager han Rock i Frederikshavn-scenen for fuld udblæsning med hele Lilholt Band.
- Lars Lilholt Band leverer altid. Publikum kan se frem til en super fed oplevelse med fuld fart på. Jeg glæder mig især til den energi og spilleglæde, som bandet altid er garant for på scenen, fortæller Casper Høgsted.
Siden 1983 har Lars Lilholt turneret med sit eget band rundt i hele landet.
Det er blevet til hundredvis af koncerter og med det fokus, de værdier som også i dag præger bandet: Spilleglæden, den store sceneopsætning og den fælles liveoplevelse, der opstår med publikum.
I 1992 spillede Lars Lilholt første gang på Knivholt Hovedgaard for 4000 gæster. Det var ikke kun debut for Lilholt på Knivholt, det var også første gang at gårdspladsen blev brugt som koncertplads.
Lars Lilholt Band har sidenhen gæstet Frederikshavn 16 gange.
Lars Lilholt har udgivet 35 albums, alene og med Lilholt Band, to med Dalton og fire med dansk instrumental folkemusik. Han har skrevet omkring 300 sange, fx Kald det kærlighed og Onkel Christian. Albummet ’Gi´det blå tilbage’ solgte fantastiske 350.000 i 1998.
- Jeg er virkelig godt tilfreds med de første par navne på plakaten, og der flere fede navne på vej til alle musikelskere, og alle dem der bare gerne vil hygge sig på Knivholt næste sommer, siger Casper Høgsted .
Billetsalget skydes i gang til Open By Christmas i Frederikshavn 23. november.
Læs mere på www.rockifrederikshavn.dk - og på Rock i Frederikshavns facebook-side.