Lær din by at kende: Inviterer byens borgere på gratis tur
Måske tror du, at du kender din by, men Toppen af Danmark vil alligevel gerne give dig endnu mere viden om den, og de inviterer derfor byens borgere i Skagen, Sæby og Frederikshavn på en gratis guidet tur i efterårsferien med nogle af turistbureauets bedste guider.
Turene finder sted i efterårsferien i Skagen og Sæby, og den 28. oktober i Frederikshavn.
De gratis guidede ture i efterårsferien henvender sig primært til byens borgere, men Toppen af Danmark lover, at der nu nok også er plads, hvis en turist skulle finde vejen til turene.
- Vores guider er super dygtige til deres områder, og det vil vi gerne give noget af videre til byens borgere, så de får endnu mere viden om deres egen by og på den måde selv kan blive endnu bedre værter i byen, fortæller Lene Kappelborg om, hvorfor Toppen af Danmark har taget initiativ til turene.
Kunstnerkoloni og største fiskerihavn
De guidede ture er gåture i lokalområdet.
I Skagen er det Marie Højmark, som står for turen, som begynder ved Toppen af Danmarks lokaler på Sankt Laurentiivej og går gennem byen forbi Skagens Museum, Brøndums Hotel og den historiske bydel Østerby til en snak om skagensmalerne og videre til Vippefyret og Danmarks største fiskerihavn og ud til den røde skurby med udsigt til Kongevillaen. Turen vil indeholde rigeligt med sjove og skæve historier og måske sniger der sig også en enkelt royal anekdote ind.
Skagen, lyset og kunstnerne er nogle af omdrejningspunkterne på turen i Skagen som guides af Marie Højmark.
Arrest og kalkmalerier
I Sæby er det Ingrid Mørk, som guider borgerne på byvandringen. Også her bliver byens historie og seværdigheder fortalt gennem sjove og skæve historier.
Byen fejrer i 2024 500-års købstadsjubilæum, så mon ikke også, der falder historier om købstadsrettigheder af på turen.
Undervejs hører du de gode, de spændende, de sjove og måske også de lidt skæve historier om den charmerende købstad.
Turen i Sæby starter ved Retfærdigheden i Algade, og der skal man nok regne med en fængslende beretning fra den gamle arrest i bygningen. Desuden går turen forbi Sæby Kirke, hvor Ingrid Mørk også fortæller om kirkens særlige kalkmalerier.
Både turen i Sæby og Skagen finder sted torsdag den 19. oktober klokken 10.00 og er ganske gratis, men kræver tilmelding på th@toppenafdanmark.dk
Turen i Skagen starter ved Toppen af Danmarks lokaler på Sankt. Laurentii Vej 6B.
I Sæby starter turen foran Retfærdigheden, Algade 14.
I Frederikshavn finder den guidede tur først sted den 28. oktober ved Else Schaltz og starter ved Valutaslangen, Skandiatorv 1 i Frederikshavn. Læs eventuelt mere om den tur på Toppen af Danmarks hjemmeside.