Kom til havnefest: Der er masser af mad, musik og aktiviteter på programmet

12. juli 2022 kl. 06.30

Så kan der atter bydes på Havnefest i Sæby. Festen starter fredag 15. juli klokken 16.00, hvor Henrik Hansen, som er formand for havnefestudvalget, vil byde velkommen, inden ”Ibsens Kapel” spiller festen i gang ombord på skibet ”Kaperen”.

Havnefesten slutter først søndag 17. juli klokken 17.00, hvor der afslutningsvis vil være udtrækning af tombolaens hovedgevinster.

- Vi kører med det samme koncept for 25. år. Så i år kan vi også fejre en slags sølvbryllup. Vi har arrangeret Havnefesten i samarbejde med Sæby Basketball Club og Sæby Rednings - og Bjærgelaug. Vi har jo, som så mange andre, været ramt af to års Coronapause. Så nu er vi virkelig klar og håber, at hele Sæby, oplandet og turisterne vil bakke op om festen, fortæller Henrik Hansen.

Havnefest med musik og aktiviteter

Der vil være masser af musik og aktiviteter på havnen både fredag, lørdag og søndag. Fredag aften er der fællesspisning i festteltet, hvor Slagter Tranholm serverer helstegt pattegris med tilbehør, mens ”Willers” sørger for at fremme dansetrangen.

Lørdag bydes der efter flaghejsningen klokken 8.00 på gratis rundstykker i festteltet. Klokken 10.00 åbner diverse boder og standpladser, mens duoen Claus & Jonas sørger for, at musikken spiller ved Havnekontoret i Sæby.

Slagter Tranholm står igen klar lørdag fra klokken 11.30 og to timer frem, hvor der serveres det helt store pålægsbord.

På land og i vand

Over middag kan man få indblik i vandsporten SUP, hvor SUP Sæby vil demonstrere stand up paddle ved slæbestedet bag Havnekontoret. Er man mere til at swinge hofterne og blive på land, så vil ”Kom og Dans Sæby” demonstrere swing og rock´n roll på Værftspladsen.

Lørdag aften spiller ”De Lune Jyder”, traditionen tro, op til fest og dans. Og her kan der næsten danses og festes til den lyse morgen.

- Det er naturligvis vigtigt for os at lave et rimeligt overskud. Det er tiltrængt for begge foreninger efter to år uden Havnefestens indtægter. Så vi vil forsøge at holde rimelige priser til trods for de markante prisstigninger, der har været på mange varer. Og her vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak for den velvillighed, vores lokale forretningsdrivende og firmaer har vist i form af støtte og gaver, siger Henrik Hansen.

Søndag spilles flaget atter op for de morgenfriske klokken 8.00, og igen klokken 10.00 åbner boder og stader. Over middag kan man lade sig tryllebinde af ”Trylle Thomas”, som kommer på besøg. Han vil lave alverdens ballonkreationer til børnene, mens ”Kaejlanders” sørger for musik og stemning ved Havnekontoret. Klokken 17.00 slutter dette års Havnefest, hvor Sæby, opland og turister forhåbentlig kan se og huske tilbage på en helt igennem fantastisk havnefest i og på Sæby Havn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste