Kom til åbent hus i LOOP Fitness
SÆBY: Efter en lang sommerferie fyldt med dansk sommervejr, afslapning og hygge inviterer LOOP Fitness-kæden alle danskere til at komme i gang med sunde motionsvaner igen.
Motion er afgørende for sundhed og forebyggelse af en lang række sygdomme. Sundhedsstyrelsen anbefaler styrketræning til både børn og voksne. LOOPs træningskoncept består af 16 træningsstationer, hvor kondition og styrke kombineres, hvilket sikrer, at man på blot 24 minutter har trænet alle kroppens store muskelgrupper grundigt igennem.
For hvert 45. sekund lyder et "ding", som indikerer, at nu skal alle i centeret skifte station. På denne måde opstår der heller ikke kø ved maskinerne.
Alle 134 LOOP-centre
Som Danmarks næststørste fitnesskæde har LOOP Fitness ekstra fokus på at hjælpe danskerne med at komme ind i gode motionsvaner. Derfor byder LOOP Fitness alle velkommen til åbent hus i alle kædens centre tirsdag den 13. august fra klokken 16.00 til 19.00.
Det er en fantastisk mulighed for at få et kig ind i centret, nyde lidt godt til ganen, opleve og eventuelt afprøve det unikke træningskoncept.
I LOOP Fitness Sæby på Sophus Falcksvej 1 inviterer Lisa Farum Kristiansen, som er franchisetager/indehaver af LOOP Sæby, alle interesserede til at kigge ind og se, om netop LOOP-konceptet er noget for dem.
– I LOOP Sæby har vi stor fokus på både træning og det sociale krydret med en god portion humor, fortæller Lisa Farum Kristiansen og fortsætter:
– Eksempelvis har vi et fantastisk samarbejde med Rema 1000 Sæby, hvor vi henter frugt, som vi skærer i mundrette bidder. Den kan man så nyde efter træningen over en kop kaffe og en god snak. Det er for mange en god og uforpligtende måde at styrke og kombinere både det fysiske og mentale.
Træning for alle
For mange kan det være en udfordring at komme i gang med træning, men hos LOOP Fitness er der plads til alle, uanset hvordan man ser ud, eller hvilket træningsniveau man er på.
–Vi har faktisk mange, som aldrig har sat deres ben i et motionscenter, før de kommer til os i LOOP. Og motion er bare en vigtig faktor for vores trivsel, som vi bare ikke kommer udenom, udtaler Lisa Farum Kristiansen og uddyber:
– Det nemmeste i hele verden ville være at lade være med at holde sig i form. Men med valg følger konsekvenser, og det skønneste er nu alligevel, at man selv bestemmer, hvor og hvordan man vil leve sit liv. Holder man sig i god form, bevarer man den fordel og evne længere.
– Så tag familien, naboen, kollegaerne og vennerne med i LOOP Sæby og kom op og se, om vores træningsform er noget for jer, inviterer Lisa Farum Kristiansen og afrunder:
– Vi byder på lidt godt til ganen, tænder grillen, hvis vejret tillader det, og byder på en pølse med brød, frugt i mundrette bidder og selvfølgelig kage. For ingen fest uden kage.