Kom med på Danmarks kønneste travetur
Igen i år afholder Fodslaw Frederikshavn sin Frederikshavnervandring og den omtales som kønneste travetur i Danmark. Turen foregår søndag den 11. juni med start fra Ungdomsborgen fra kl. 9-10.
På Frederikshavnervandringen møder du vores storslåede natur lige uden for byen. Flere steder på ruterne er der udsigtspunkter med view ud over Kattegat.
Ungdomsborgen er stedet, hvor arrangementet starter. Her er gode faciliteter, og det ligger tæt på strand og skov. Dette har givet Fodslaws rutefolk mulighed for at lave nogle fantastisk flotte ruter på 6 - 11 - 16 - 20 og 27 km.
Ruterne går ned til Søsportshavnen, gennem Bangsbo Skoven og op på Pikkerbakken. Herfra videre langs Dronningestien, forbi Niels Juels kanoner på Bangsbo Fort, med en flot udsigt ud over byen og havet. Store dele af de længste ruter går også langs Kongestien op til Cloostårnet og videre over Favrholt Hede.
Alle ruter er afmærkede med pile og bånd. Man kan starte fra kl. 9 – 10, og hunde i snor må gerne gå med.
Forplejningen er helt i top, med et bredt udvalg af frisklavet mad i Ungdomsborgen og på de 2 rastepladser.
Her er der mulighed for en rigtig familietur, som vi håber mange frederikshavnere vil benytte sig af. Man behøver ikke være medlem af Fodslaw for at deltage.