Billede beskrivelse

KidsAid melder alt udsolgt: Men du kan stadig se de kendte cykle

15. marts 2024 kl. 19.00

Torsdag den 21. marts vil det vrimle med kendte ansigter i Frederikshavn, når Bangsbo Frejas U19-fodbolddrenge holder den store indsamlingsevent i samarbejde med KidsAid.

Om formiddagen vil den første padelturnering starte i Sportshallen, hvor bl.a. prominente navne som Stig Tøfting, Jesper Grønkjær, Rikke Hørlykke, landstræner Nikolaj Jacobsen, Peter Graulund, komikeren Carsten Bang og Søren Frederiksen skal spille med og mod lokale frederikshavnere i en såkaldt Americano padelturnering. Første turnering er fra kl. 10.00 til 12.00 og kl. 13.00 til 15.00 starter der en ny tilsvarende turnering op.

Sportshallen på Suderbovej bliver åben for alle, så der er mulighed for at komme tæt på alle de kendte personer, som støtter op om Bangsbo-drengenes fantastiske projekt.

Kl. 15.00-16.00 er der cykling i Arena Nord, hvor drengene sammen med lokale erhvervsfolk og kendte personer vil cykle for den gode sag. Her vil der også være mulighed for alle til at komme og kigge og heppe på. Der vil være mulighed for at købe lodder i det amerikanske lotteri med store gevinstchancer og støtte den gode sag. Desuden vil vores lokale Dennis Nielsen underholde efter cyklingen.

Selve showet starter kl. 17, hvor programmet starter med velkomst ved Claus Elming, som skal styre hele aftenen, derefter vil Allan Olsen overtage scenen og sikre at showet starter på det høje niveau som hele aftenen er lagt op til. Man må sige, det er meget imponerende program, der er strikket sammen af Bangsbo Freja-gruppen.

Billede beskrivelse

Derefter vil der blive serveret dejlig mad og drikke, og efterfølgende vil håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen sammen med Tv-vært Morten Ankerdal overtage scenen og fortælle om herrelandsholdets oplevelser bag kulisserne, hvad sker der i ”maskinrummet” og omkring EM og optakten til OL. Derefter vil Henrik Svanekiær, som har optrådt mange gange bl.a. for Kongehuset, gennemføre et nyt og imponerende magisk show, hvor han lover at dette vil folk komme til at huske meget længe.

Derefter vil Claus Elming præsenterer den store eksklusive auktion og som den store afslutning vil Peter AG indtage scenen med band og spille de gode gamle GNAGS-sange.

Bangsbo Freja drengene vil i løbet af aftenen desuden donere penge til et lokalt projekt.

Hele overskuddet går til at hjælpe syge og udsatte børn og deres familier i samarbejde med KidsAid.

Vil man gerne støtte op om den gode sag hjemme fra stuen og hjælpe disse fantastiske drenge i den gode sag, kan man donere et beløb via Mobilepay på 43812, og Bangsbo Freja drengene siger de bliver glade for såvel store som små bidrag.

De har arbejdet hårdt de seneste uger for at få denne dag til at blive en uforglemmelig dag for alle gæster dem selv, og ikke mindst kunne hjælpe en masse børn, som ikke har det så godt som dem selv, fortæller Mikkel Hessellund som har spillet i Bangsbo Freja i 14 år og været med i dette projekt fra starten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste