Kæmpeværk skabt i Sæby Glaspusteri
Leni Bille præsenterer sit nyeste arbejde - unikke blade i alle regnbuens farver - hvert eneste blad med egen struktur
SÆBY: I sommer kunne glaspuster Leni Bille fejre 20-års jubilæum - og nu er det 20. år i glaspusteriet snart gået.
Som rosinen i pølseenden i rækken af Sæby Kunstnere, der løbende har udstillet i Sæby Glaspusteri i år, er det nu blevet glaspusteren selv, der udstiller.
- Jeg har skabt et kæmpe værk ¨Løvfald¨, der spænder over de fire årstider. Jeg har tidligere lavet lignende værker, som b.la. er solgt til Slagteriet Sæby i anledning af deres jubilæum. Dengang var det store, mundblæste blade på glaspaneler, fortæller Leni Bille.
Også Sundhedshuset i Sæby har et mindre værk, hvor små glasblade er fastlimet på kobberplader.
- Jeg nyder mit liv i Sæby og de daglige gåture i Sæbygaard Skov, hvor farvespillet skifter med årstiderne og lyset - uanset om det er overskyet, regnfuldt, sneklædt eller strålende solskin, fortsætter hun.
I sit værksted har Leni Bille over 70 forskellige farver og hun har denne gang kastet sig ud i et projekt med fire glaspaneler, hvor på der er fastlimet små unikke, håndlavede blade. Der er mellem 60 og 80 stykker på hvert panel.
Baggrunden for panelerne er fotos fra Sæby Gaard Skov - overført til aluminiumsplade. Et imponerende værk.
24. november - præcis en måned før juleaften - er der fernisering kl. 12-14 i glaspusteriet.
- Og stadig i anledning af, at der kun er én måned til juleaften, har vi skiftet den kolde hvidvin ud med et glas varmt hvid glögg, slutter glaspusteren.