Julemand, nissemor og stort julemarked på Kystmuseet Skagen
Kystmuseet Skagen er åbent med gratis entré kl. 14-17. Søndag 2. december i anledning af julemarkedet.
Traditionen tro holdes der stort og stemningsfuldt julemarked på Kystmuseet Skagen. Der er gratis adgang på det julepyntede museum på Svallerbakken, og alle husene er åbne.
I køkkenet hos den rige fisker byder fiskerkone og nissemor på kaffetår, saft og søsterkage, mens byens bedste spillemænd Søren, Poul og Lars spiller og synger nogle af årstidens bedste og mest kendte sange i den lille, men hyggelige Vesterstue.
Kl. 15.30, lige før mørket sænker sig helt, skal alle være med til at vække julemanden i museets gamle mølle. Hvis det lykkes, er der godter til alle børn.
Museets Aktivitetshus summer af liv; der er boder med spændende gaveideer, lune hjemmestrikkede sokker, nisser i alle udgaver, flotte ting af træ samt spændende gevinster i Soroptimisternes populære tombola.
I Madpakkehuset sørger Anni og Grethe for smagsprøver på hjemmebagte museumsæbleskiver, og igen i år kan man varme sig med museets helt særlige juleglögg lavet efter svensk opskrift.
I museets café kan man købe hjemmebagte æbleskiver samt varme og kolde drikke og måske få idé til et par af julens gaver i museumsbutikken, hvor især litteratur om Skagens historie er populære gaveemner.
Hos den Rige fisker tager fiskerkonerne imod i køkkenet med kaffetår og søsterkage, og i vesterstuen spiller spillemændene julens dejlige sange.