Juleeventyr for hele familien
Skagen Bio tager forskud på glæderne
SKAGEN: Selv om der endnu er nogle uger til jul tager Skagen Bio lidt forskud på glæderne når der på søndag eftermiddag er premiere på en ny dansk film med et rigtig juleeventyr.
Det er filmen Julemandens Datter.
Filmen er skabt af det samme hold, som i 2015 stod bag succesfilmen Emma og Julemanden.
Handlingen i den nye film begynder på Grønland.
Her bor den 12-årige Lucia med sin mor Claudia og sin far Julius, bedre kendt som julemanden.
Lucia går på den internationale julemandsskole, og vil så gerne være julemand. Det må hun bare ikke, for det er kun drenge der får lov til at gå i julemandsklassen. Det synes Lucia er uretfærdigt, mens hendes far Julius synes, at hun skal følge traditionerne og blive som sin mor.
Da Lucia fortsat protesterer, giver Julemandsskolen hende én chance for at bevise, at hun kan være en ligeså god julemandselev som drengene.
Hun skal opfylde menneskedrengen Alberts største juleønske; at hans far, der er ramt af en mystisk sygdom, bliver rask.
Da det går op for Lucia, at Alberts far er blevet smittet af den ondskabsfulde Krampus, indser hun, at hun skal løse en næsten umulig opgave – hun bliver nødt til at fange Krampus for at gøre Alberts far rask igen.
Lucia rejser ned til Danmark for at finde Krampus, og nu starter et forrygende juleeventyr, som går over stok og sten, da det viser sig, at andre også jagter Krampus.
Lucia spilles af Ella Testa Kusk, og blandt de øvrige medvirkende er Martin Buch, Nicolaj Kopernikus og Ulf Pilgaard.
Julemandens Datter vises i denne omgang kun søndag eftermiddag, idet biografen skal have nye stole, og derfor er lukket de to næste uger.
Men filmen kan ses igen søndag 16. og søndag 23. december.