Jule- og nytårslys uden kæmperegning
Læs om flere måder at spare energi på
SÆBY: Energistyrelsen har samlet en række gode råd til, hvordan du sparer på energien i julen og nytåret.
Skal du have nye julelyskæder i år, så vælg dem med timer og LED-pærer. LED-pærer bruger mindre strøm og holder længere end glødepærer og halogener. Og med en indbygget timer sikrer du, at de kun lyser i de timer, der er brug for det.
Tænk også på energiforbruget, når du forbereder julemaden - og udnyt eftervarmen.
Ovn, massekogeplader og glaskeramiske kogeplader er varme et stykke tid efter, de bliver slukket. Dén varme kan du udnytte ved at slukke nogle minutter før, maden er helt færdig.
Opvarm og tilbered små portioner i mikrobølgeovnen i stedet for at bruge ovn eller kogeplade. På den måde kan du spare ca. 70 procent af strømforbruget.
Har du julegåsen eller stegen i fryseren, så tag den ud af fryseren i god tid og lad den tø op i køleskabet. Så sparer køleskabet strøm.
Du behøver ikke skylle servicet af, inden du stiller det i opvaskemaskinen. Langt de fleste maskiner kan sagtens vaske rent, selvom du kun skraber maden af tallerknerne. Luk lågen helt - så tørrer madresterne ikke ind.
Og her er trehuskeregler, hvis du tager på juleferie - spar på energiforbruget i hjemmet, mens du er væk - det gør du nemt, hvis du slukker lyset, afbryder strømmen til alt elektronik - f.eks. opladere, spillekonsol og tv, og tømmer og sluk køleskabet, hvis du er væk i længere tid.
Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.
Styrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Den er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.
Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.