Jazzdiva synger fra sit livs playliste til årets pinsekoncert
Årets pinsekoncert i Østervrå byder på et af de helt store navne - det er nemlig Caroline Henderson og pianisten Nikolaj Hess, der lægger vejen forbi.
- Danmarks jazzdiva nr. 1 er tilbage, og 26. maj besøger hun Østervrå Kirke akkompagneret af pianisten Nikolaj Hess i et længe savnet duo-setup, hvor jazz’en er i hovedsædet, skriver Østervrå menighedsråd i en pressemeddelelse.
Om den kommende koncert udtaler Caroline Henderson følgende:
- ”Rejser i minder lukker mine øjne, og jeg står på en travl banegård.” Sådan starter teksten til sangen ”Rejsen”, som jeg skrev sammen med Bent Fabricius Bjerre for nogle år siden. Den selvbiografiske tekst er et tilbageblik og beskriver følelsen af, at stå alene i nye omgivelser, i et nyt ukendt land.
- Omkvædet lyder: ”Minutter bliver timer, som timer bliver år, for årene er livet, som med hjertet forstås.” For lige pludselig, mens man blinkede med øjnene er der gået en del år, og det, som engang var ukendt, er nu velkendt, og det, som engang var fremmed, er nu hjemme.
- Jeg som altid har så travlt med at kigge fremad og helst løber gennem livet i fuldt firspring, husker alt for sjældent de mange fantastiske musikoplevelser, jeg har haft i de minutter, timer og år. Og hvis bagagen måske var lige lovlig let dengang på Københavns Hovedbanegård, har jeg i skrivende stund 13 soloudgivelser og et hav af skønne, sjove, knapt så sjove, mærkværdige, uforglemmelige musikforestillinger og shows, med mig i dag, lyder det fra Caroline Henderson.
Hun har gennem årene markeret sig som en af de stærkeste sangerinder i nyere dansk musikhistorie med et musikalsk udtryk, der henter inspiration i både jazz, blues pop og elektroniske toner.
- Ved forårets koncerter vender jeg kufferten på hovedet og lytter til, hvad der falder ud. Sammen med den allerbedste musikalske sparringspartner, man kan forestille sig, pianisten, komponisten, virtuosen Nikolaj Hess, tager jeg på en duo-turné. Vi vil spille sange fra mit livs playliste som med hjertet forstås - dem der løb med opmærksomheden, og dem som ingen kender, dem man først nu kan forstå, og dem man altid glemmer, udtaler Henderson.
- Efter koncerten er der en let anretning, hvortil man kan købe drikkevarer, fortæller Jens Martin Fjordbak fra Østervrå menighedsråd, det er nemlig hyggeligt lige at blive lidt længere og fordøje den gode oplevelse, siger han.
Billetsalget til koncerten 26. maj kl. 19 er allerede godt i gang hos Høyrup i Østervrå.