Billede beskrivelse

Inviterer 413 personer til 75-års fødselsdag

19. oktober 2022 kl. 07.01

- Du er hermed inviteret til 75 års fødselsdag.

Sådan lyder en invitation, som Frederikshavn Kommune har sendt til flere personer, der i år er fyldt 75 år og dermed født i 1947. Netop af den grund har arrangementet fået navnet 75-års fødselsdag.

Arrangementets formål er at fortælle om de tilbud, der er til ældre i kommunen.

75 års fødselsdag er et tilbagevendende arrangement og har tidligere været afholdt som et oplæg. Men i år vil der som noget nyt være forskellige stande, som deltagerne kan besøge.

Her kan de møde forskellige foreninger og få en snak om det gode seniorliv.

- 75 års fødselsdag giver os en mulighed for at fortælle om vores tilbud til ældre borgere. Men ofte bliver det til meget mere, for flere af deltagerne møder gamle klassekammerater eller ungdomskærester. Det bliver et møde med fortiden, siger formand for social- og sundhedsudvalget Ole Rørbæk Jensen (S).

Kommunen holder arrangementet for at informere borgerne om de tilbud, kommunen, kulturinstitutioner og foreninger har til ældre. Men det fungerer også som en forebyggende indsats, hvor emner som sundhed og ensomhed er på dagsordenen.

- Med arrangementet vil vi også gerne skabe grobund for venskaber. Vi ved, at nære relationer øger livskvaliteten, og derfor vil vi gerne forebygge ensomhed, siger centerchef for social- og sundhedsområdet Henrik Hugo Pedersen.

Frederikshavn og nærmeste omegn er inviteret

Indbydelserne er sendt ud til 413 personer på eBoks eller i deres postkasse, og de inviterede er fra Frederikshavn, Elling, Gærum, Kvissel, Skærum, Strandby og Jerup. De inviterede må tage én gæst med hver.

Dagens program byder på sang fra Frederikshavn Mandskor, et oplæg af Frederikshavn Nærpoliti om it-sikkerhed og et oplæg om de forebyggende hjemmebesøg, som kommunen tilbyder. Og så serveres der selvfølgelig kaffe og kage.

Arrangementet foregår 25. oktober klokken 13-15 i Frederikshavns Firmaidræts Klub på Flade Engvej 8. Arrangementet er tilbagevendende, og der bliver afholdt andre lignende arrangementer flere steder til kommunens resterende 75-årige borgere på andre tidspunkter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste