Invitation til alle børn: Byg din egen kæphest og vær med i stort optog
FREDERIKSHAVN: Byprojekt Tordenskiold indbyder alle børn til 3 sjove workshops hen over sommeren. Tilbuddet gælder alle familier med børn eller bedsteforældre med børnebørn. Det hele handler om at hundredvis af rå kæpheste nu ligger klar, - til et gigantisk optog med 300 glade børn til september, når der er Tordenskioldsdage og Åben Flådestation i Frederikshavn! Først workshop er allerede på lørdag 15. juni.
- Vi indbyder børn i kommunen til at være med i en kanon oplevelse, og i markeringen af Frederikshavns historie og bygning af stedets første havn! Det fortæller koordinator på projektet, Lotte Hellum. En række frivillige i Tordenskiolds-projektet har gennem et par måneder haft travlt med at producere de mange rå kæpheste, som alle børn nu inviteres til at gøre helt færdige og sætte deres eget præg på.
Kæphestene skal males, have monteret øjne, maner og hovedtøj mm., og man kan selvfølgelig også sætte sit eget, helt særlige aftryk på sin hest, hvis børnene ønsker dette. Vi er klar i vores store værksted og hal på havnen på følgende dage, fortæller Lotte Hellum:
Lørdag 15. juni kl. 10-15, onsdag 31. juli kl. 10-15 og torsdag 15. august kl. 16-18
- Det er bare at møde op, man kan deltage i én, eller i alle workshops og det er helt gratis at deltage. Dog er det kun børn ifølge med forældre, eller nærmeste familie, som kan deltage i vores workshops. Har man lyst til at være med, skal man bare dukke op hos os på adressen, Knallen 4, på Frederikshavn Havn på ovenstående dage, så er vi klar til at tage imod, siger Lotte Hellum.
Historien bag årets Tordenskiold-fortælling er, at der i 1716/1717 samledes mellem 2.000-3.000 ridende soldater i Fladstrand, i dag Frederikshavn. De skulle i januar 1717 afskibes til Norge. Det hele startede med en ordre fra Kong Fredrik IV til Tordenskiold. Det førte til en storstilet hemmelig mission, hvor hele lokalområdet blev involveret i at bistå byggeriet af kongens embarkeringsbro (havnebrygge) i Fladstrand.
- Tordenskioldsdage 2024 markerer med forskellige nye tiltag netop denne hændelse, og det er i den sammenhæng, at vi vil samle 300 børn til at deltage i det store optog gennem byen, lørdag den 7. september. I optoget “rider” kavaleristerne - som er børnene - sammen med flotte historiske grupper fra Norge og Sverige og hele optoget ankommer gennem midtbyen til Rådhusparken og sjov i “Tordenskiolds By”, fortæller Lotte Hellum videre.
Der vil også være mulighed for at deltage i andre aktiviteter på sin egen kæphest. Historisk tøj kan lånes og bæres under det store historiske optog i byen.
Under alle workshops og til Tordenskioldsdage, vil der være voksne til at hjælpe børn og forældre. Forældre er også meget velkomne til at deltage i optoget - og også her kan historisk tøj lånes til dem, som ønsker at deltage sammen med børnene.
Se mere på Facebook/tordenskioldsdage eller kontakt Lotte Hellum på mail lotte@tordenskiold.dk eller mobil 30 23 20 62.
Kæpheste-projektet kan lade sig gøre, på baggrund af flot opbakning af XL-Byg Elling og Bygma Frederikshavn samt de mange frivillige kæpheste-snedkere i Byprojekt Tordenskiold.