Ida er den nye bestyrer og kok på Kafé Kjær
ÅLBÆK: Den 1. oktober 2024 markerede en spændende ny begyndelse for Kafé Kjær i Ålbæk, da den blot 20-årige Ida Nygaard Hansen overtog rollen som både kok og daglig leder. Ida er født og opvokset i Ålbæk, men er netop flyttet til Frederikshavn.
Kafé Kjær har eksisteret siden sommeren 2023.
Ida har en lang historie med stedet. Hun har kendt ejeren, Jens Frederik Jensen, siden barndommen gennem Spar i Ålbæk, hvor både Idas mor og Ida selv har arbejdet.
Ida har hjulpet til hos Kafé Kjær ved flere lejligheder, mens hun afsluttede sin uddannelse som kok. Hendes kokkeelevkontrakt på Ålbæk Badehotel & Restaurant den 30. september, og uden tøven begyndte hun straks som fastansat hos Kafé Kjær den 1. oktober.
- Jeg har vidst siden starten af året, at det var her, jeg skulle være, når jeg blev udlært, fortæller Ida, der mærker stor opbakning fra lokalområdet.
- Folk kommer forbi, hilser på og bakker mig op. Det betyder rigtig meget.
Ida går meget op i at være hjælpsom, hvilket også afspejles i hendes arbejdsstil.
- Jeg går meget op i, at vi er et samlet team, hvor alle hjælper hinanden. Det er vigtigt for mig, at mine medarbejdere føler sig godt tilpas og går glade hjem.
Ida har store planer for fremtiden. Allerede fra næste uge starter hun på sit første initiativ, hvor hun starter tilbud med et kagebord i weekenden i uge 41 og 42. Det er ikke kun de lokale, der skal forkæles – Ida håber også at tiltrække turister til området.
- Jeg vil gerne bygge videre på caféen, fortæller hun entusiastisk. Hun planlægger også at indføre dagens ret som takeaway og arrangere forskellige smagninger – fra vin til rom og whisky – i løbet af året.
Derudover står en renovering af toiletterne på dagsordenen til foråret, hvor caféen vil være lukket i en kortere periode.
Selvom Ida er ny i rollen som daglig leder, er hendes ambitioner og passion for maden tydelige. Hun ser frem til at udvikle Kafé Kjær endnu mere.
- Jeg er taknemmelig for, at Jens Frederik har så stor tiltro til mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville nå hertil så hurtigt.
Fra at have arbejdet i delikatesseafdelingen i Spar, hvor hendes mor også arbejder, til at blive uddannet kok som kun 20-årig, har Ida fundet sin passion i madens verden – en kærlighed, hun ønsker at dele med både lokale og besøgende.
- Jeg vidste bare hurtigt, at det var det her, jeg ville.
Ida Nygaard Hansen er ikke kun en kok bag kulisserne. Hun er en synlig og engageret del af Kafé Kjær, hvor hun sørger for, at både kunder og medarbejdere føler sig velkomne og godt behandlet. De lokale hepper allerede på hende, og med hendes energi og visioner er det klart, at Ida er på vej til at sætte sit præg på Ålbæk by.
Navnet “Kafé Kjær” stammer fra indehaveren Jonna Kjær, som er Jens-Frederik Jensens hustru, der i mange år har drømt om at have en Kafé - og da Borups blev sat til salg, bød muligheden sig.
Caféen holder weekendåbent indtil jul.
Køkkenet er blevet opgraderet, og menukortet er blevet justeret.