Hun syr kunst
Helle Larsen er aktuel hos Ældre Sagen i Søndergade
FREDRIKSHAVN: Så er Ældre Sagens lokaler i Søndergade igen beriget med billeder lavet af en lokal kunstner.
Det drejer sig om den 55-årige Helle Larsen, der viser sine spændende kreationer, som i dette tilfælde er lavet i stof.
- De billeder er syet på symaskine, men jeg arbejder ligeså gerne med olie, akryl eller noget andet, fortæller Helle Larsen, der efter en karriere som fysioterapeut, uddannede sig til billedkunstner.
- Kommunikation er måske det rette ord for det, som jeg gerne vil udtrykke med min kunst - og gerne tilsat humor, men ellers er det gennemgående temaer om livets faser.
Hun har malet i 40 år og deltaget i adskillige udstillinger.
Til daglig kan man finde hende i sit galleri “Art aldente” i Søndergade.
Svømningen har også hendes store opmærksomhed, dels som træner, mormor og farmor. Helle Larsen har fem børnebørn fordelt i landet, og de har en høj prioritet.
- Jeg håber, de besøgende i Ældre Sagens lokaler vil give sig tid til at se de udstillede billeder, og er interessen for et køb, er man velkommen til at ringe til mig, slutter Helle Larsen.