Billede beskrivelse

Historisk mode: Lise viser rekonstruerede kjoler på Sæbygaard

13. juli 2023 kl. 06.00

Denne sommer er det muligt at se 89-årige Lise Egesborgs flotte, historiske, hjemmesyede kostumer.

Lise har brugt rigtig meget tid på at få disse kostumer syet og på at finde stoffer og andet pynt, som passer til tiden, de skal repræsentere.

- Det har været spændende at sy alle disse kostumer og finde stoffer til dem, hvor intet er overladt til tilfældighederne, understreger Lise Egesborg.

Lise er opvokset i Sæby, men har i en periode boet i København, hvor hun havde en modesalon.

I hovedstaden var hun også leverandør til det finere selskab, blandt andet rober til flere i forbindelse med Dronning Margrethes og Prins Henriks bryllup.

I en periode var hun bosiddende i Tunesien, før hun atter vendte hjem til Danmark og Sæbyegnen og begyndte at undervise på Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt.

De seneste 30 år har hun været en af primusmotorerne på Sæbygaard, hvor hun var med til at starte Caféen op, og her kom hendes kreative evner hende til gode.

Der blev syet ens kostumer til damerne, som betjente gæsterne i caféen. Mange af de besøgende husker sikkert ”Madam Dunk”, når der var levendegørelse på Sæbygaard om sommeren.

Lise Egesborg er stadig aktiv ved forskellige arrangementer på Sæbygaard og fortæller gerne historierne om personerne, der bar de prægtige kostumer.

De udstillede kjoler kan ses til og med den 30. juli. Sæbygaards åbningstider er tirsdag til fredag fra klokken 12.00 til 16.00 og søndag klokken 12.00 til 16.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste