Her kan du opleve kold krig og varm kunst
Da Eric Kaare, der ejer galleriet Nordenvind i Retfærdigheden, hørte, at årets sommerudstilling, der bliver arrangeret af husets bestyrelse, skulle være om Den Kolde Krig, var han ikke sen til at drage en række kunstneriske paralleller.
Da der var plads i lokalet ved siden af ”hovedudstillingen” i Tinglysningen, gav han sig i kast med at opsætte en udstilling, der har fokus på en række spændende kunstneres fortolkning af såvel varme som kolde krige.
Nordenvinds kunstudstilling giver en anden tilgang til emnet ”Den Kolde Krig”.
- De to udstillinger supplerer hinanden på en fin måde, og sammen kan de forhåbentlig både give ny viden til de besøgende og give stof til lidt eftertanke i en heldigvis fredelig dansk hverdag, siger direktøren for Retfærdigheden, John Henrik Andersen.
Mange kunstnere gik ind i fredsbevægelsen, og anti-atom kampagner blev påvirket af forskellige kunstnere i perioden.
Hvordan fortolkede kunsten den kolde krig?
I udstillingen i Retfærdigheden vil du kunne se en lang række værker, herunder et grafisk værk af blandt andet Palle Nielsen.
Alle værker tager afsæt i virkelighedens politiske begivenheder og skildrer den mørke tid. Men fortællingerne spænder vidt fra refleksioner over vold, krig og under-gang til hverdagsskildringer og billeder af menneskelig samhørighed og det gode og harmoniske liv.
Svend Wiig Hansen skildrer den menneskelige håbløshed i det golde klippelandskab. Et landskab, hvor der absolut ikke er noget at finde – der hvor katastrofen er sket.
COBRA og kold krig
COBRA malerne blev også en del af den kolde krigs fortælling. De blev brugt som så mange andre i det såkaldte kulturdiplomati, som NATO og den danske regering forsøgte at påvirke de kommunistiske lande med. Flere af kunstnerne gik selv aktivt ind arbejdet med at organisere udstillinger og skabe kontakter til kunstverdenen bag jerntæppet. Det skete i en periode, der strakte sig fra begyndelsen af 1960’erne og til langt op i 1980’erne. Det har kunsthistorikeren Kristian Handbjerg gravet oplysninger frem om i såvel danske som udenlandske arkiver, ligesom han har interviewet en række af datidens aktører i museumsverdenen.
- Det er overraskende, at de kunstnere, der selv engang var aktive kommunister under den kolde krig blev fremvist som eksempler på det frie Vestens kunst - og som direkte produkt af NATO’s og den danske regerings politik og ønske om at påvirke de kommunistiske lande. Det er samtidig lidt pudsigt, at det netop blev Cobra-kunstnerne, som skulle agere kulturpolitisk spydspids, for intet kunne være fjernere fra den ”ingeniørrealisme”, der blev dyrket i de kommunistiske lande end Cobra.
- Det er også ret bemærkelsesværdigt, at kunstnernes udstillingsvirksomhed i østblokken i dag er fuldstændig glemt og nærmest skrevet ud af deres biografier, siger Kristian Handberg.
Flere af kunstnerne gik aktivt ind i udstillingsvirksomheden bag jerntæppet og forsøgte selv at agere i den kultur- og koldkrigspolitiske virkelighed. Det gælder især maler og akademiprofessor Egill Jacobsen, som var interesseret i at få kontakt til kunstnere fra østblokken og forbedre deres vilkår.
Vietnamkrigen
Vietnamkrigen (1964-1973) var en stærk katalysator for modstanden mod krig og dermed for fredsbevægelserne.
På udstillingen indgår tre værker af den vietnamesiske kunster Pham Van Don (1917 - 2000). Han var Vietnams Henry Heerup i popularitet og rangerer i dag højt med salg både på franske, enge-ske og amerikanske auktionshuse.
Pham Van Don har valgt at vise det gode liv med dets skønhed koblet med henvisningen til frihedskampen med geværet, der genfindes i de tre billeder. På udstillingen finder du værker af Ernst Fuchs, og Gerald Steffe - begge fra Wienerskolens surrealister.
Adi Holzer fra Østrig, der tordner mod krig, udstiller et par værker. Ligeledes er Wilhelm Freddie repræsenteret på udstillingen som et hovednavn for den danske surrealisme.
Endelig er der værker af Ib Spang Olsen, der med sine billeder åbner op for en forunderlig og eventyrlig verden for både børn og voksne.
I krig og kærlighed gælder alle kneb. Man sætter alt ind, fordi det gælder om at vinde.
Hos Nordenvind og Retfærdigheden håber man at se mange gæster frem til den 13. august vil besøge udstillingerne hvortil der er gratis adgang.