Billede beskrivelse

Har du en lystfisker i maven? Så er chancen for at fange ørreder i Vandværkssøen her nu

22. maj 2022 kl. 09.00

Årets udgave af lystfiskeriets dag i Frederikshavn afholdes Kristi himmelfartsdag 26. maj klokken 10-14 i Vandværkssøen ved Frederikshavn.

Igen i år er Lystfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn vært ved lystfiskeriets dag, som på baggrund af sidste års succes igen afholdes ved Vandværkssøen.

- Hvis man går med en lystfisker i maven, så er her chancen for at prøve kræfter med ørrederne i søen. På dagen sætter foreningen ekstra fisk ud, så der skulle være gode chancer for bid. Lystfiskerforeningen har normalt fiskeretten i søen, men på dagen åbner vi for fiskeriet i søen, lyder det.

Billede beskrivelse

Arrangementet er målrettet nye fiskere, men alle er velkomne, både børn, juniorer og voksne.

Foreningen opstiller stande, hvor man kan låne både fiskestang og grej, ligesom der vil være vejledning på stedet af juniorafdelingen og foreningens øvrige medlemmer.

- Hvis man skal have en pause i fiskeriet, så demonstrerer vi primitiv rygning og uddeler smagsprøver på røget fisk. Hvis det viser sig, at lystfiskeriet er noget for dig, så har vi på dagen tilbud på medlemskab i foreningen for både juniorer og seniorer.

- Der må ikke parkeres ved søen, så vi henstiller til, at man kører ind i skoven fra Gærumvej og parkerer på skovens parkeringspladser, hvor der med skilte vises vej til søen, siger formand for foreningen Kim Larsen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste