Billede beskrivelse

Handelsskoleelever oplever Europa på egen hånd

14. november 2024 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: 17 elever fra Frederikshavn Handelsskole har fået international erfaring – heriblandt Cody Brinch Lyckegaard.

For første gang oplevede Cody Brinch Lyckegaard verden syd for grænsen helt på egen hånd. Som led i sin uddannelse på Frederikshavn Handelsskole tilbragte han 14 dage i praktik hos en virksomhed i Tyskland.

19-årige Cody Brinch Lyckegaard, der til daglig går i 3X på EUX Business-linjen, er netop vendt hjem fra et praktikophold i Nürnberg, hvor han arbejdede i en tysk virksomhed. 

Selvom han oprindeligt ikke havde planer om at tage ud i verden under sin uddannelse, ændrede et udvekslingsbesøg på handelsskolen hans opfattelse.

- Vi havde i april besøg af nogle tyske udvekslingselever, som skulle med ud i virksomhedspraktik. Jeg arbejder selv i Elgiganten og fik en tysk elev med mig i min egen praktik. Vi talte om, at jeg jo også kunne rejse den anden vej. Tyskerne mente, mit tysk var godt nok, selvom jeg ikke har haft det siden folkeskolen. Her på skolen kan EUX- og HHX-elever tage på individuelle rejser, så jeg talte med ledelsen og fik grønt lys. Turen kostede mig kun 1.000 kroner i egenbetaling, da opholdet er støttet af Erasmus og EU," fortæller Cody.

Selvom Frederikshavn Handelsskole tilbyder hjælp til at finde praktikpladser, tog Cody sagen i egen hånd med hjælp fra de tyske elever og sikrede sig en plads hos Faber-Castell – kendt for kontorartikler og kosmetikprodukter. 

Under sit ophold arbejdede Cody i afdelingerne for trade marketing og marketing cosmetics.

- Vi blev introduceret til virksomhedens historie, produktion, distributionskæde og kundesegmenter, som vi også arbejder med på skolen. Jeg blev hurtigt integreret i arbejdskulturen og forsøgte fra start at tilføre værdi. Jeg udførte en produkt- og markedsanalyse af konkurrerende produkter og arbejdede med et event og forskellige kundegrupper," siger Cody.

Han fik en flot udtalelse med sig hjem, hvor marketingafdelingens leder blandt andet skrev: 

- He is very proactive in his approach to work and demonstrates eagerness to learn. He perfectly integrated into our team from the start. His friendly and helpful nature made him a pleasure to work with.

I sin fritid tilbragte Cody tid sammen med tre HHX-elever fra skolen, der også var i Nürnberg, hvilket bød på socialt samvær, sightseeing og shopping. Tilbage på Frederikshavn Handelsskole reflekterer han nu over de erfaringer, han har fået:

- Jeg har lært at tilpasse mig nye opgaver og arbejdsmiljøer samt at være proaktiv. Mit tyske er blevet markant bedre, da jeg dagligt blev omgivet af sproget. Har man mod på det, så skal man helt klart tage af sted! Man lærer både noget om sig selv og noget nyt.

Billede beskrivelse

Med støtte fra Erasmus og EU har Frederikshavn Handelsskole i efteråret haft 17 elever på individuelle udlandsophold af to til tre ugers varighed i lande som Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien og England, hvor eleverne kombinerer skolegang med praktik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste