Anker Laden-Andersen taler til grundlovsmødet om ”Pressen og sociale medier – den fjerde og femte statsmagt” Foto: Tommy Thomsen
Det sker

Grundlovsmøde i Retfærdigheden

01. juni 2022 kl. 15:50

Traditionen tro inviterer For Retfærdigheden til Grundlovsmøde i husets hyggelige have langs Hans Gramsvej.

I år taler advokat Anker Laden-Andersen, der vil give sin egen vinkel på ”Pressen og sociale medier – den fjerde og femte statsmagt”

Emnet har udgangspunkt i, at pressen og de sociale medier på mange måder har en ”magt” og indflydelse, der kan sidestilles med den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Udtryk som uskrevne love, offentlig gabestok, folkedomstol med videre er tegn på, at vi alle lader os påvirke af det, der står i pressen og på de sociale medier.

Nyheder og politik optager befolkningens hverdag. Nyhederne får vi uhyre hurtigt, og via de sociale medier har alle umiddelbar adgang til alt - faktisk i hele verden. Pressen er blevet en magtfaktor, og de sociale medier kan i løbet af få timer starte en landsdækkende ”shitstorm” med meget store konsekvenser for de involverede. ”Fake News” er blevet et begreb, der udvisker grænserne mellem ”rigtigt og forkert”.

Den hyggelige have bag Retfærdigheden danner ramme om grundlovsmødet. Arkivfoto: Tommy Thomsen

Anker Laden-Andersen er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1982. Han har herefter haft en omfattende og alsidig karriere som advokat. Som jurist er Anker Laden Andersen, mere end de fleste, berørt af lovgivning og domstole. Som en engageret samfundsborger og med mange roller i erhvervslivet har Anker Laden-Andersen stort kendskab til den påvirkning, som pressen og de sociale medier har på vores samfund. Han har et stort netværk i den private og offentlige sektor, suppleret med stor indsigt i de politiske processer. Hertil kommer en stor erfaring med håndtering af pressen.

Grundlovsmøder i Danmark er en tradition, der daterer sig tilbage til 1850, året efter grundlovens indførelse. Allerede dengang var 5. juni en særlig national præget festdag. Der blev afholdt friluftsmøder og stævner, hvor man hyldede Frederik den Syvende eller andre af de implicerede.

Der er således lagt op til et interessant indlæg af Anker Laden-Andersen, med efterfølgende debat.

Grundlovsmødet på adressen begynder klokken 10.00 og vil vare et par timer. Der er gratis adgang og der kan købes kaffe og rundstykker.

Annonceret indhold

Nyeste