Gribende kræftdrama med humor og varme rammer Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Teater Svalegangen bringer en gribende og humoristisk forestilling til Frederikshavn, hvor publikum kan forvente at både grine og blive rørt til tårer.
Den 22. januar 2025 kl. 18.30 står skuespiller Holger Østergaard på scenen i Cuba Salen på Quality Hotel The Reef med "En lille smule ubehag" – en forestilling, der skildrer en autentisk og tankevækkende fortælling om kræft.
- Frederikshavn Teaterforening og Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn er gået sammen om at præsentere stykket for deres fælles medlemmer, fortæller arrangørerne Fie Mølholt og Lilly Pedersen.
En lille smule ubehag, er et rørende, varmt og til tider hysterisk morsomt drama om prostatakræft, skrevet af den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalf, der selv har gennemlevet den udfordrende rejse.
Metcalf skildrer med humor og følsomhed en dybt personlig fortælling om at modtage den hårde besked: ”Frank, dine kolesteroltal er pæne, du har et stærkt hjerte, men dine PSA-tal er kritiske.
I skuespillet er hovedpersonens første reaktion at holde diagnosen hemmelig, selv for sin hustru gennem 20 år, et valg han kalder "det dummeste øjeblik i min ægteskabelige karriere".
Arrangørerne håber, at mange vil støtte op om forestillingen for at skabe større åbenhed om en sygdom, der ofte forbliver usagt. "En lille smule ubehag" har allerede fået store roser i pressen, blandt andet fem stjerner af Århus Stiftstidende.