Greaseri i Skovlyst: Ny musical har premiere
SÆBY: SæbyScenen præsenterer ”Sådan noget Greaseri”. Navnet har en humoristisk reference til filmen Grease fra 1978 med John Travolta og Olivia Newton-John i hovedrollerne.
Persongalleriet er det samme som i sidste års musicalsucces ”Da vi smed BHén”.
Tidsperioden er nu rykket 10 år frem til efter midt-firserne, hvor publikum kan glæde sig til en forrygende musical med rock´n´roll, country, grandprix og danske evergreens.
De der ikke havde fornøjelsen at opleve sidste års musical, bliver opdateret i et fyldigt resume.
- Nye publikummer behøver således ikke holde sig tilbage, pointerer instruktør og forfatter Yngve Rasmussen.
Musicalen indeholder omkring tyve sangnumre og en masse tekster som skuespillerne i SæbyScenen voksenhold ”Det Damgaardske Teaterselskab”, har øvet sig flittigt på hen over sommeren og som nu bliver forløst i ”Sådan noget Greaseri”.
Der er således lagt op til en festlig aften i de nostalgiske rammer på Skovlyst midt i Sæbygaard skov, hvor både latter- og sangmuskler bliver løsnet igen og igen.
Forestillingen opføres den 2., 3. og 4. samt den 9.-10. og 11.oktober klokken 19.