Glæd dig til det store loppe- og kræmmermarked på marinaen
FREDERIKSHAVN: Skur- og Jollelauget afholder stort loppe- og kræmmermarked den 5. juni (Grundlovsdag) på Frederikshavn Marina.
Boderne har åbent fra kl. 10 til 16, og der serveres gratis kaffe og rundstykker fra kl. 9 til 11 til de morgenfriske tilmeldte kræmmere.
Skur- og Jollelauget har opstillet to telte, hvor der kan købes øl, vand, vin, pølser samt kaffe og kage til fornuftige priser.
Frederikshavn Havkajakklub holder samme dag åbent bådhus, hvor du kan kigge ind og få en snak. Der vil blive arrangeret ture, hvor folk kan få en lille rotur i en kajak i følge med en instruktør.
I løbet af dagen laves opvisning med selvredninger, makkerredninger og grønlænderrul. Restaurant NerD har åbent for en god middag.
Der er veteranbiltræf og motorcykler ved Knivholt Veterankøretøjer. Uggerhøj Frederikshavn viser de nyeste biler frem, og Motor og Bådcentret Frederikshavn kommer med joller og meget andet til søens folk.